Ren utur for en tough Victor Hoveling mod skrap nordmand
Victor Hoveling manglede lige et enkelt slag eller to i første runde ved U19 verdensmesterskaberne mod norske Adam Arsaev i letmellemvægt.
En lidt fesen start på kampen blev afgørende, da Hornslet Bokseklubs Victor Hoveling måtte lade livet i første runde ved U19 verdensmesterskaberne i Alicante i Spanien.
Hoveling var fredag eftermiddag i ringen mod norsk-tetjenske Adam Zayendievich Arsaev, som er født i Republikken Tjetjenien, en af 21 autonome republikker i Den Russiske Føderation. Siden flyttede han med familien til Norge.
Adam Zayendievich Arsaev stillede op med et flot CV, så Victor Hoveling var tudet ørerne fulde om, at han var oppe mod en klassemodstander.
Bulletinerne fra Alicante lyder på, at Victor Hoveling boksede en flot kamp, da han først kom i gang med sin boksning og rystede nerverne af.
Det fortæller dommernes votering 3-2 alt om.
To af dommerne havde kampen uafgjort, men skulle så votere til en af siderne, og det blev til fordel for nordmanden. Træls for Victor Hoveling, som dog kan se tilbage på, at han pressede en ikke ueffen modstander med flere meriterende sejre i kampbogen.
Men alligevel surt for talentfulde Hoveling i betragtning af, at de andre boksere ved verdensmesterskaberne, Lukas Bauer og Sofie Rosshaug, begge vandt deres første runde kampe.