Nervøs indstempling til ny Final4 i Boxen
Skanderborg-herrerne sled og slæbte mod Ringsted
Håndbold Santander Cup, kvartfinale Ringsted – Skanderborg 25-27 (12-14) Mål Skanderborg: Morten Balling 8, Mads Kalstrup 4, Mathias Bitsch 4, Jonas Samulsson 3, Marcus Mørk 2, Matthias Smed 2, Lars Skaarup 1, Nikolaj A. Nielsen 1, Jeppe Kjærulff 1, Cornelius Kragh 1.
For anden sæson i træk er Skanderborgs ligaherrer klar til Final4, altså semifinalerne, i pokalturneringen. Men det skete med hiv og sving, da 1. divisionsholdet fra Ringsted bed godt fra sig i tirsdagens opgør.
Efter en lige start trak Skanderborg flere gange fra, og midtvejs i 2. halvleg så det ud til, at de 120 medrejsende fans - ganske imponerende - kunne få pulsen ned. Alt lignede nemlig en Skanderborg-sejr. Men....
Ringsted 'bed tilbage' og fik næste kontakt. Det lykkedes dog Skanderborg at holde skruen tilpas længe nok i vandet til, at sejren kunne køres i hus. Kønt var det på ikke på ret mange måder, men mon ikke det er til at bære for de grønblusede.
Final4 spilles 14. og 15. marts i Jysk Bank Boxen på marken uden for Herning.