Skidt af Skanderborg-damer ude mod Ajax
Onsdag er der igen mulighed for at få point
HTH Ligaen, 16. runde, Ajax - Skanderborg Håndbold 28-23 (13-10). Mål Skanderborg: Sofia Deen 6, Sofie Alnor 4, Anna Wierzba 4, Stine Holm 4, Sarah Stougaard 2, Sidsel Mejlvang 2, Celine Holst 1.
"Præstationen i lørdags i København var ikke godkendt," fastslår træner Peter Jagd.
Skanderborgs damer kom skidt fra start i udekampen lørdag mod Ajax København, hvor de hurtigt kom bagud 2-6 og senere 4-10.
Med fire scoringer i træk kom de grønne dog tættere på inden pause, og kun et utal af brændte chancer var afgørende for, at Skanderborg ikke var tættere på Ajax end 3 mål.
"De brændte chancer fortsatte desværre i 2. halvleg, og i kombinationen af aldrig rigtigt at få fat i defensiven, blev det desværre aldrig helt tæt. Vi forsøgte mange ting i slutfasen, desværre alt sammen uden held, siger Peter Jagd.
Onsdag har Skanderborgs damer mulighed for at få point igen. Det er på hjemmebane kl. 19.30 mod de nykårede pokalvindere fra Herning-Ikast Håndbold, og selvom det er et hold fyldt med stjerner, så er vildere ting vist sket i håndboldens historie.
cns