Kaptajn Kirk forlader broen i god ro og orden
Morten Kirk Olesen indstiller karrieren efter denne sæson
Den igangværende sæson bliver den sidste for Skanderborg Håndbolds anfører og lynhurtige bagspiller Morten Kirk. Det fortæller han til TV2 Sport.
"Jeg elsker at spille håndbold, og jeg elsker at komme til træning. Tiden er bare inde, og så er den ikke så meget længere. Jeg har en fysioterapeutisk klinik og snart to børn, og jeg vil ikke være den far, der ikke er der, siger Kirk til TV 2 SPORT.
Morten Kirk Olesen, som han rettelig hedder kom til Skanderborg Håndbold fra Mors-Thy i 2011. Han har i skrivende stund spillet 270 kampe og scoret 570 mål, hvilket udløser en 3. plads på klublisten.
"Morten har en helt speciel plads i de grønne hjerter i Skanderborg Håndbold. Jeg har aldrig mødt et mere behageligt menneske i min tid i håndboldsporten, og Morten har en stor del af æren for, at vi har spillet i den bedste række i alle ni sæsoner, han har været i klubben," siger sportschef Torben Væver til TV2 Sport.