AGF-fans er samlet til drive in-fodbold på Tangkrogen
På P-scenen er der torsdag aften kørt en del biler ind for at se AGF spille første kamp i genstarten af Superligaen
Det er ikke muligt at se dagens Superligakamp mellem AGF og Randers FC som tilskuer på Ceres Park. Så hvad gør man så? Jo, en del AGF-fans er kørt til P-scnen på Tangkrogen i Aarhus, hvor kampen bliver vist direkte på storskærm.
Her åbnede pladsen klokken 17 med optakt, som blandt andet bød på live-musik fra Aarhus-bandet Zar Paulo, og så kiggede både cheftræner David Nielsen samt spillerne Niklas Backman og Alexander Munksgaard forbi til en kort snak.
Det hele bliver styret af rapperen Jøden, der sammen med Ham Den Lange og Marki Snøre også har spillet sin nye AGF-sang.
Ifølge Østjyllands Politi var der før kampstart god stemning. Hvordan humøret er i pausen, hvor udeholdet Randers FC er foran 1-0, er dog nok en anden sag.