Skanderborg savede Mors-Thy midt over
Sejren på 15 mål er Skanderborg-herrernes største i ligaen
Primo Tours Ligaen Mors-Thy Skanderborg 22-37 (13-20) Mål Skanderborg: Morten Balling 11, Jonas Samuelsson 6, Cornelius Aastrup 5, Mathias Bitsch 3, Lars Skaarup 3, Marcus Mørk 3, Nikolaj A. Nielsen 2, Mads Kalstrup 2, Jeppe Kjærulff 1, Kristian Bonefeld 1.
Hvad der på forhånd lignede en lige kamp i Nykøbing, ja det endte med at blive en håndboldmæssig massakre. Skanderborg var nemlig to, måske tre, niveauer over Mors-Thy og sikrede sig sin største ligasejr i klubbens historie - og tangerede sin målrekord med de 37 scoringer. Sejren var også den største nogensinde til Skanderborg i ligaregi.
Skanderborg satte sig på opgøret fra første fløjt. Så godt som alle afslutninger gik ind, og i den anden ende var der ikke de store problemer med at lukke af. Selv ikke en fire minutter lang udvisning til Mads Kalstrup kastede nævneværdigt med grus i det grønne maskineri. Dertil var Skanderborg alt for godt kørende.
Afstrafningen fortsatte i 2. halvleg, anført af Morten Balling der på sin tidligere hjemmebane nettede 11 gange.
Skanderborg har nu vundet sine seneste to ligakampe med 12 og 15 mål... Det er altså ikke helt ringe.
cns