Bertel elsker fart og tempo på vandski
Bertel Berggren Schmidt er 10 år og allerede mange gange dansk mester i vandski, og han drømmer om mere
Det tynger lidt om nakken, når 10-årige Bertel Berggren Schmidt fra Skanderborg Vandskiklub har alle sine medaljer om halsen.
Alene i år blev det til fire guldmedaljer og en Danmarksrekord ved DM i vandski i Vallensbæk.
Først en tangering af den danske slalom rekord. Derefter guld i trickdisciplinen.
Bertel skrev historie
Flagene røg dog helt til tops, da Bertel skulle foretage et hop.
Men talentet fra Skanderborg landede et hop på 9,4 meter og skrev dermed Danmarkshistorie som første nogensinde i den kategori, der havde landet et hop på begge fødder.
Og Bertel svarer hurtigt, når man spørger ham, hvorfor det er sjovt at stå på vandski.
“Det går hurtigt, det er sjovt at dreje på skiene, og så har vi det hyggeligt i klubben.”
Det er Bertels far, Jesper Schmidt, der træner sønnike. Jesper Schmidt har selv høstet mange medaljer i sporten.
“Bertel er meget viljestærk, modig, og så træner han meget, ligesom det er en stor fordel, at han allerede startede som fem-årig på en badering efter speedbåden,” forklarer Jesper Schmidt om baggrunden for drengens succes på vandski.
Der trænes mindst tre gange om ugen, og nogle gange mere. Dertil kommer deltagelse i konkurrencer.
Det er blandt andet smidighed, balance og både fysisk og mental kraft, der skal udvikles ved træningen.
Bertel vil gerne nå helt til tops i sporten, og ambitionsniveauet ligger meget højt.
“Drømmen er at blive Europa- eller verdensmester. Men indtil videre er det fint med Danmarksmester,” siger han.
Skanderborg Vandski Klub har eksisteret siden 1959 og fra 1960 hjemmehørende ved Stilling Sø.
Foruden et klubhus rådes over vanskianlæg på søen, som består af vandskihop og slalombane.
Jesper Schmidt, der også er kasserer i klubben, oplyser, at klubben har 40 medlemmer.
Stolte klub-traditioner
Klubben har stolte traditioner og har fostret mange eliteudøvere.
Lige nu er det navne som Mai Lund Jepsen, Sebastian Haugaard og Mads Lund Jepsen, der er fremme.