Fortsæt til indhold

Kronprins Frederik stiller til start ved VM i Aarhus

Når verdens bedste løbere lørdag 30. marts stiller til start i VM Cross ved Moesgård Museum i Aarhus, får de selskab af ingen ringere end kronprinsen, som benytter muligheden for at deltage i motionsløbet, hvor alle danskere inviteres med ind på de officielle VM-ruter

Sport
Arkiv

Det er ikke kun til Royal Run, at Aarhus får glæde af kronprins Frederiks imponerende løbeform. Ved VM Cross i Aarhus lørdag 30. marts er det således netop offentliggjort, at kronprins Frederik stiller til start.

Ved distancerne fra 2-12 km samt en stafet på 4x2 km er det muligt for alle at tilmelde sig løbet. I stafetdisciplinen løber hver deltager én runde à 2 km, og det er i netop den distance, at kronprinsen Frederik løber med.

I Dansk Atletik vækker kronprinsens beslutning glæde.

"Internationalt betragtes dansk løb som noget helt særligt. Royal Run, VM Halvmaraton og vores utroligt mange løbere i store og små arrangementer giver genlyd i omverdenen. Det renommé er vi stolte af, og vi planlægger derfor en stor løbefest ved VM Cross med deltagelse af tusinder af løbere. At landets Kronprins har lyst til at være med, er for os den absolut bedst tænkelige start på et stort løbeår med VM Cross, Royal Run 2019 og over 1.000 motionsløb landet over," udtaler Jakob Larsen, direktør for Dansk Atletik, i en pressemeddelelse.

Cross Country er en af verdens ældste løbediscipliner og kaldes på dansk også terrænløb. VM-ruten løber i naturområdet omkring Moesgaard Museum og går blandt andet henover museets tag. Det vækker også glæde i Aarhus Kommune, at der kommer royalt besøg til det kommende verdensmesterskab i Aarhus.

"Jeg glæder mig til at byde Kronprinsen velkommen til VM Cross i Aarhus. Det bliver et spektakulært løb, der fører kronprinsen og de øvrige deltagere gennem den smukke natur omkring Moesgaard og ikke mindst turen over museets tag vil udfordre selv de bedste løbere. Jeg håber, at rigtig mange ligesom kronprinsen, vil være med både som deltagere og tilskuere," siger Rabih Azad-Ahmad (R), Rådmand for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune, i pressemedelelsen.