Orange skifte er to trin op for grøn cheftræner
Kristian Danielsen skal være assistent for Jan Pytlick i Odense
Kristian Danielsen, der er i gang med sin anden sæson - og en succesfuld en af slagsen - som cheftræner for Skanderborg Håndbolds ligadamer, skal i næste sæson være en af to assistenter for Jan Pytlick, der styrer de orangeklædte i Odense Håndbold.
Danielsen er blevet headhuntet til jobbet, som han glæder sig til.
"Det bliver hårdt at forlade den fantastiske rejse, vi har været på i Skanderborg, men muligheden for at blive tilknyttet Danmarks pt. bedste damehold er på alle områder en kæmpe mulighed for mig," siger Kristian Danielsen og tilføjer:
"Det bliver spændende at skulle arbejde sammen med en kapacitet som Jan Pytlick. Og det bliver spændende at indgå i en trænertrio, hvor vi hver især kommer med nogle forskellige kompetencer og ideer."
Det tredje navn i trioen er Karen Børdsgaard, tidligere landsholdsspiller og nuværende ligacheftræner for EH Aalborg.
Hvad tænker du om at gå fra at være cheftræner og til at blive en af to assistenter?
"Der er selvfølgelig en forskel, men i og med at et skifte til Odense for mig ikke bare er et, men to skridt op ad stigen, så er jeg glad for den model, der er sat sammen."
"At være træner i Odense er sammenlignet med at være træner i Skanderborg en helt anden opgave. I Skanderborg styrer jeg en talentfabrik, mens Odense tæller et meget stort antal landsholdsspillere. Odense spiller også europæisk håndbold og har dermed en komprimeret sæson. Så det er svært at sammenligne. Men det er helt fint for mig, at jeg kommer til Odense på de præmisser, der nu er sat op. Det tager meget af brodden af det pres, der følger med et skifte til Odense," mener Kristian Danielsen.
Vil slutte godt af
Her og nu handler det for Kristian Danielsen dog ikke om Odense, men om Skanderborg og resten af sæsonen.
"Vi har bygget noget unikt op i Skanderborg, og jeg glæder mig til hver træning og hver kamp. Så jeg vil nyde hvert eneste sekund, jeg har tilbage i klubben," fastslår han.