Fortsæt til indhold

Video: Se højdepunkter fra AaB - AGF

Det blev til endnu et nederlag til AGF i sæsonens sidste kamp i grundspillet

Sport
Jeppe Rafn

AaB og AGF mødte hinanden på Aalborg Portland Park i den sidste runde, inden Superligaen bliver delt op i top-6. De seks øverste spiller om medaljer, mens de øvrige otte hold skal kæmpe om at undgå nedrykning til landets næstbedste fodboldrække.

AGF skulle bruge en sejr og samtidig have hjælp fra flere andre hold til at slutte i top-6, mens AaB på den anden side med en sejr ville have en god chance for at slutte i top-6.

AaB kom foran i det 37. minut efter et hjørnespark, som Kasper Kusk sparkede ind i panden på Kasper Pedersen, der flot dirigerede bolden i mål.

Blot fem minutter senere havde udeholdet udlignet efter et flot angreb. Kasper Lunding holdt på bolden og spillede Alexander Munksgaard fri i dybden. Munksgaard kiggede op og afleverede bolden ind i fødderne på Jakob Ankersen, som satte indersiden på og dirigerede den udenfor målmandens rækkevidde.

Rødt kort

I begyndelsen af 2. halvleg spillede AaB sig flot igennem og bragte sig på 2-1 ved forsvarsspilleren Patrick Kristensen efter fint sammenspil med Lucas Andersen.

Øjeblikket efter blev lyset fuldstændig slukket for AGF, da Benjamin Hvidt fik sit andet gule kort og dermed rødt kort og udvisning.

I det 79. minut blev kampen endeligt afgjort med et drømmemål af Lucas Andersen, der på langskud scorede til 3-1, som blev kampens resultat.

Uheldigvis for AaB flaskede de andre resultater sig ikke for nordjyderne, der ligesom AGF nu skal ud i slutspil om at undgå nedrykning.