Sidste udkald for Idrætssamvirket?
Idrætssamvirket har en vision. Spørgsmålet er nu, om foreningerne er interesserede i samvirket og visionen
Vil idrætsforeningerne i Skanderborg Kommune bruge Idrætssamvirket aktivt eller skal det nedlægges?
Så markant er linjerne trukket op forud for et møde 22. november på Fælleden, hvor Idrætssamvirket har inviteret alle idrætsforeninger i kommunen. På mødet vil bestyrelsen præsenterer sine tanker om fremtiden, mens mødedeltagerne kan spille ind omkring nogle konkrete emner, som foreningerne har påpeget som væsentlige ved tidligere møder.
Står ved skillevej
"Man kan vel sige, at Idrætssamvirket står ved en skillevej, hvor vi skal finde ud af, om foreningerne vil bruge os. Vi har i bestyrelsen gang sat en proces - en turn around - der skal skabe et mere slagkraftigt fælles talerør for idrætten i Skanderborg Kommune," siger Karsten Aagaard, formand for Idrætssamvirket.
Bestyrelsen i Idrætssamvirket har strikket en vision sammen frem mod 2025. Det er sket på baggrund af møder med flere foreninger.
"Skal visionen skal have en realistisk chance for at blive gennemført, er der behov for nye samarbejdsrelationer til såvel den foreningsorganiserede og den ikkeforeningsorganiserede idræt i kommunen. Idrætssamvirkets mission - formål - og valg til bestyrelse skal revurderes, og der skal trækkes nye streger i sandet i samarbejdet med den kommunale administration og de kommunale politikere," fortæller Karsten Aagaard.
Vision, vedtægter og dermed ny organisering bliver sat til afstemning ved Idrætssamvirkets næste repræsentantskabsmøde 11. april 2019. Det kræver dog, at der på fællesmødet 22. november 2018 er interesse fra de lokale foreninger.
"Står vi den 22 med fem foreninger - eller noget i den boldgade - så må vi erkende, at foreningerne ikke mener, at de har brug for os. Og det er noget, vi naturligvis må tage konsekvensen af," siger Karsten Aagaard.
Usynlighed
Formanden erkender, at Idrætssamvirket i de seneste år har været tæt på usynligt.
"Jeg tror faktisk, at der er adskillige foreninger, der ikke ved, hvad de skal bruge os til. Men vi kan rigtig meget, og noget af det væsentligste er, at vi kan udgøre et fælles talerør, der har mere gennemslagskraft end den enkelte forening har på egen hånd. Vi står helt enkelt stærkere, når vi står sammen," mener Karsten Aagaard og tilføjer:
"Vi har rigtig god opbakning fra politikerne, der løbende bliver orienteret om vores arbejde."
De foreninger, der kommer til fællesmødet 22. november, vil blive præsenteret for Idrætssamvirkets vision, og der skal arbejdes med følgende emner:
- Udarbejdelse af et forslag til helhedsplan på Fælleden.
- Samarbejde med skolerne.
- Administrativ hjælp til foreningerne.
- Hvordan får vi flere og mere kompetente frivillige og instruktører+
- Hvordan prioriteres udbygningen af aktivitets- og samlings-/klubfaciliteter?