Aarhus N-klubber inviterer til syv sportsgrene i børnehøjde
4. maj er der Kids Sports Day i området ved Vejlby-Risskov Idrætscenter med mulighed for at afprøve et væld af forskellige sportsgrene
Sportsarrangement Lørdag 4. maj inviterer forskellige klubber i Aarhus Nord-området til Kids Sports Day ved Vejlby-Risskov Idrætscenter.
Det drejer sig om Skovbakken, VRH, VIK, TGA, VSK, Aarhus Fremad Atletik og Springcenter Aarhus, der inviterer alle interesserede børn til en dag med masser af muligheder for at få sig rørt.
"Dagen er et sportsarrangement, hvor børn og unge inviteres til at komme og se og prøve alle de mange aktiviteter, som vores skønne område byder på. Vi står klar med engagerede trænere, der arrangerer sjove aktiviteter i fodbold, håndbold, tennis, badminton, svømning, basketball og gymnastik. Og man bestemmer helt selv, hvad man vil prøve," fortæller Simone May Agger, der er en af arrangementets tovholdere.
Hun oplyser, at aktiviteterne er for alle børn og unge i alderen 5-13 år, nybegyndere som øvede. Der er gratis deltagelse. Man møder bare op med træningstøj, træningssko og svømmetøj.
"Der er ingen tilmelding, men vi går efter, at der kommer omkring 300 børn," siger Simone May Agger og tilføjer:
"Vi opfordrer til, at man inviterer hele sin familie med til en hyggelig dag. Og i teltet på Rollf Haugstrups Plads foran Vejlby-Risskov Idrætscenter er der mad- og kaffebod og sjove aktiviteter for hele familien."
Det er også her, at deltagerne mødes klokken 10, hvor de flyers med program og de nødvendige informationer for dagen.
Du kan også se programmet på facebook her
Program