Moo Sa vil være herre i eget hus
Taekwondoklubben gør klar til at opføre sit eget kampsportscenter på Fælleden
"Det kan ikke gå hurtigt nok".
Ordene kommer fra Torben Sachmann, formand for Skanderborg Moo Sa Taekwondo Klub, og de handler om udsigten til, at klubben bliver herre i eget hus i form af et kampsportscenter, der skal opføres på Fælleden.
"Vi håber stærkt på at kunne flytte ind i foråret 2019, hvor vores lejemål på Søtoften udløber. Vi vil nemlig meget gerne undgå en lokalemæssig mellemregning," siger Torben Sachmann.
Og foreningen har brug for plads. Med cirka 230 medlemmer er Moo Sa nemlig Danmarks næststørste taekwondoklub, kun overgået af en klub på Nørrebro.
"Vi har dels brug for plads til vores 12 hold, og så vil vi meget gerne samle vores aktiviteter under et tag. Som det er nu, træner vi i to forskellige bygninger. Og så er udsigten til at kunne give vores medlemmer og 25 instruktører nogle nye, lækre og funktionelle forhold selvfølgelig tillokkende," lyder det fra formanden.
Politik og penge
Fra politisk side er der velvilje i forhold til at lade Moo Sa rykke ind på et areal bag Fælledbygningen. Der er til gengæld ikke en pose penge at hente hos Skanderborg Kommune til byggeriet, der ender med at dække 750 kvadratmeter.
"Prisen på byggeriet bliver cirka seks mio. kroner, hvoraf vi har cirka det halve efter at have sparet op i nogle år. Vi er ude og lede efter de sidste penge, blandt andet via forskellige fonde, fundraising og så videre. Vi slipper nok ikke for at skulle ud og låne nogle penge, men det er klart, at vi helst vil undgå at låne alt for meget," forklarer Torben Sachmann og tilføjer:
"Vi kommer til at træne fra kl. 17-22, så lokalerne vil stå tomme en stor del af tiden. Vi håber selvfølgelig på, blandt andet i samarbejde med kommunen, at vi kan finde nogle lejere. Vi er også i dialog med karateklubben, som vi har et meget fint samarbejde med - og har et værdifællesskab med."
Skal det nye center stå færdigt til foråret, skal gravearbejdet i gang til efteråret.
"Det kan godt give nogle søvnløse nætter, men jeg tror på, at vi når det," siger Torben Sachmann.