VM-billet til Amalie og Signe
Den meget dynamiske duo skal repræsentere Danmark ved VM i discodans
Dans Der var fuld fart på og høj musik i Rishøjhallen i Køge søndag 19. august, da Danmarks bedste discodansere skulle danse om den endelige udtagelse til VM.
Blandt deltagerne var Amalie Lund Pfundheller, der er fra Skanderborg, og Signe Grønvall Dyhre, som træner sammen 4-5 gange ugentligt hos DK-Dans i Vejle, har gennem de sidste 2 år kæmpet sig op ad ranglisten.
De træner hårdt og er utrolig målrettede og har alligevel formået at bevare glæden ved at danse. Det er tydeligt at se, når de er på dansegulvet, og de dansede da også fantastisk til VM-udtagelsen.
De dansede sig således til en flot 4. plads til turneringen, hvilket giver dem en samlet placering som nr. 5 på den danske rangliste - og dermed var den eftertragtede VM-billet i hus.
VM i discodans finder sted i Örebro i Sverige til oktober, og indtil da skal pigerne træne endnu hårdere for at blive klar til den hårde konkurrence i den store internationale turnering.
cns