Jeanette kan kalde sig for verdensmester
VM-turneringen for døve og hørehæmmede i Brasilien blev en kæmpe oplevelse for Jeanette Bille & Co.
Hun bar som anfører pokalen, Jeanette Bille fra Skanderborg, da det kvindelige døvelandshold vendte hjem fra Brasilien i sidste uge som verdensmestre og fik en flot modtagelse i København Lufthavn. Kulminationen på en fantastisk tur.
"Ud over den sportslige succes har vi rent socialt haft en fantastisk tur. Egentlig havde jeg bestemt mig for at stoppe på landsholdet, men det kan jeg ikke oven på den her tur," siger Jeanette Bille vel hjemme i Skanderborg.
Hun fortæller om en VM-turnering, der begyndte med frustration og tvivl om antallet af hold, men endte som en fest.
"En af de helt store oplevelser var, da vi mødte Ecuador, der kun havde fem spillere med. I stedet for at køre dem midt over, lånte vi dem nogle af vores spillere, spillede en kamp og festede med dem bagefter," fortæller hun og fortsætter:
"Det var en stor oplevelse at være så mange døve og hørehæmmede sammen, og hænderne kørte (med tegnsprog, red.) på kryds og tværs. Nu håber vi, at den gode reklame, vi har leveret, kan få flere døve og hørehæmmede til at dyrke sport - og ikke nødvendigvis kun håndbold."