Fortsæt til indhold

Mikkel Gribsholt smider også overtøjet og bliver professionel

Ryomgård drengen følger med klubkammeraten og vennen Victor Kruse Hoveling over i de professionelles rækker.

Sport

Mikkel Gribsholt, 19, opgiver amatørkarrieren og bliver professionel.

Fra 1. april og tre år frem har han papir og signaturer på, at han er i stald hos TK Promotion, der har Kasper Holgersen og Thomas Madsen som masterminds.

Dermed følger han med klubkammeraten og venen Victor Kruse Hoveling over i det professionelle boksegame.

Dupont & Dupond har i en årrække fulgtes ad i tykt og tyndt i træningslokalet hos Hornslet Bokseklub og til både nationale og internationale stævner.

»Ligesom Victor har Mikkel lysten til at blive professionel, og han har også det bagland, som er så vigtig for en ung bokser. En god og interesseret familie, der støtter ham, og så vil han træne hårdt på at nå sine mål,« siger promotor Kasper Holgersen, TK Promotion.

Super bantamvægt

Mikkel Gribsholt får sin debut i bar overkrop ved et stævne i Kolding 24. juni. Det samme stævne, hvor også Victor Kruse Hoveling får sin første kamp.

Her skal duoens nye staldkammerat Jacob Bank (9-0-0) i super mellemvægt møde Ralf Vilcans (15-0-0) fra Letland i hovedkampen, der gælder WBO European Title.

»Mikkel kommer til at bokse i super bantamvægt. En god vægtklasse, hvor konkurrencen nok er hård på europæisk plan, men ikke på samme måde, som i de lidt tungere vægtklasser,« siger Kasper Holgersen.

Eget firma

Ligesom træningsmakkeren og vennen er Mikkel Gribsholt stillet 3-4 årlige kampe i udsigt.

»Mikkel har det lidt anderledes end Victor, der er i lære som tømrer. Mikkel og hans bror Casper har netop startet eget rengøringsfirma sammen, og det vil Mikkel naturligvis selv bruge den nødvendige tid på. Det bliver der mulighed for samtidig med, at han passer sin træning,« siger Kasper Holgersen.

Træningsnarkomanen Mikkel Gribsholt fortsætter med at være under cheftræner Arne Lund Christensens vinger i Hornslet Bokseklub. Det bliver også Arne Lund Christensen der sekunderer Mikkel Gribsholt, når han debuterer i bar overkrop.

Han har mulighed for at vende tilbage til amatørernes rækker, hvis prof-livet ikke viser sig at være noget for ham.

I dansk boksning har man en regel, der siger, at det er muligt at få sin amatørlicens tilbage, når man ikke har bokset mere end 15 kampe som professionel.

Fint sidste indtryk

Mikkel Gribsholt boksede sin seneste amatørkamp ved de jyske seniormesterskaber, hvor det blev til et knebent nederlag i finalen.

Ved bokselandskampen mod Kroatien i Midtdjurshallen i december 2022 var Mikkel Gribsholt i sit es og viste høj klasse, da han pointbesejrede en stærk belgier. Det var ikke lykkedes at finde en koratisk bokser, der kunne gå i ringen mod unge Gribsholt.

Han og broderen, Casper Gribsholt, årgang 2002, skiftede fra Grenaa Bokseklub i sommeren 2018 til Hornslet Bokseklub for at få bedre sparring.

Begge var dygtige fodboldspillere, før de begyndte at lade næverne tale.