Fortsæt til indhold

Nørager går efter sejr nummer tre i sen onsdagskamp

Det er ikke hverdagskost for seriespillere at spille en hverdagsaften klokken 20. Det gør Nørager onsdag aften mod nyoprykkerne Vorup FB.

Sport

Nedrykkerne fra Serie 1, Nørager, er manges favorit til en hurtig oprykning.

Det unge mandskab er da også kommet flot fra start med to sejre ud af to mulige.

Senest blev nyoprykkerne TRIF besejret 2-0 (2-0) på Nørager Stadion.

Sejrscifrene indikerer, at der var tale om en jævnbyrdig kamp, men det var den ingenlunde, hvis man spørger Nøragers cheftræner Allan Haslund.

»TRIF kom med en god energi og indstilling. Respekt for det, men de gav os ikke problemer, og vi burde have scoret yderligere 3-4 mål. Vi ramte stængerne et par gange og var i det hele taget ikke skarpe nok på de chancer, vi spillede os frem til,« siger Allan Haslund.

Han talte ikke en seriøs afslutning fra gæsternes side.

Til gengæld mente både talentet Jan Ankerstjerne (i det 4. minut) og målræven Rasmus ’Ralle’ Jensen (i det 31. minut) det seriøst, da de scorede de to Nørager mål i opgøret.

Stærk Lasse Jensen

Nørager havde klubmanden Steffen Klintø tilbage i målet i stedet for karantæneramte Paw Christensen, men Klintø havde næsten mere at lave forud for kampen.

Den forhenværende super-sub havde således både slået Nørager Stadion med en haveplæneklipper og ligeledes tromlet banen.

Det må da få enhver seriøs lokalpolitiker til at klappe i hænderne over, at civilsamfundet selv tager fat uden, at det koster kommunen en krone.

Fodboldformand Lasse Jensen var tilbage i truppen. Den rutinerede mand med det til tider iltre temperament var tændt, da han erstattede sin sygdomsramte tvillingbror Michael Jensen den sidste halve time.

»Michael var sløj inden kampen, men han spillede fint i en god time. Lasse, der ikke har trænet så meget i opstarten, fordi han arbejder noget af ugen i København, har til gengæld løbetrænet meget, og han spillede en virkelig flot sidste halve time. Alle ved jo, at han er en vindertype som også går til makronerne, og det skal jeg da love for, at han gjorde,« roser cheftræner Haslund den spillende fodboldformand.

Lasse Katholm, matchvinderen fra første spillerunde, kom på banen sammen med Lasse Jensen.

Katholm erstattede en omtumlet Jonas D. Friis på venstrekanten. Friis blev, ifølge Haslund, ved et uheld ramt i hovedet af en modstanderalbue/-arm.

Tredje mand på bænken, Mathias Rothmann, kom ikke i spil. Han fik i stedet en hel kamp på andetholdet i Serie 4 sammen med sin bror Johannes Rothmann, som til daglig er elev på Brazil Football College. Begge har en fortid i Ørsted IF.

»Min helt klare holdning er, at spillerne, der starter på bænken, skal have 25-30 minutters spilletid. Hvis jeg ikke mente dette, skulle jeg lade være med at tage dem med. Vi er et hold bestående af 14 spillere og samtlige har klasse til at være med,« siger Allan Haslund.

Vorup onsdag

Nørager spillerne havde flyttet tirsdagstræningen til mandag, fordi de onsdag skal i kamp igen. Denne gang på den store kunstgræsbane på Ulvehøj i Randers forstaden Haslund, hvor Vorup FB har hjemmebane.

»Det er Vorups tredjehold, som spillede uafgjort mod TRIF i første runde, og tabte 3-0 i anden til Christiansbjerg IF,« siger Allan Haslund.

Det sidste opgør havde Nørager cheftræneren som interesseret tilskuer.

»Vorup FB har en dygtig spiller i Jonas Mogensen, en fin målmand og et par hurtige angribere. De har også rutinerede Kenn Mortensen med en fortid i Randers Freja og Langå. Vi må for alt i verden ikke undervurdere dem, men skal gå ydmygt til opgaven og spille i et højt boldtempo fra start, så tror jeg, at vi efter påsken fortsat har maksimumpoint,« siger Allan Haslund.

Han forventer, at den spillende assistent Michael Jensen er kommet sig over sin sygdom. Ellers er tvillingbror Lasse klar til at tage over.

I målet er Paw Christensen tilbage og erstatter Steffen Klintø.

Med er også centerforsvarer Jeppe ’Pylle’ Pedersen, som har imponeret cheftræneren i de to første kampe.

»Jeppe har været virkelig god og konsekvent i alt, hvad han har foretaget sig. Han vinder sine dueller og spiller bolden dygtigt fremad til vores forreste midtbanespillere. Det bliver spændende at følge hans fortsatte udvikling.«

Onsdagens opgør på Ulvehøj begynder klokken 20.