Vivild klar til lakmusprøve 2. påskedag mod divisionsreserver
Den mangeårige topscorer Sebastian Stær er ikke med, når Vivild 2. påskedag møder VSK på den nye kunstgræsbane ved Idrætshøjskolen i det nordlige Aarhus.
Nyoprykkede Vivild har fået en okay start på sæsonen i Serie 1 med fire point efter de to første spillerunder.
Senest skuffede mandskabet dog en kende ved kun at få 1-1 hjemme mod Hasle B.
»Det var skuffende i den forstand, at vi atter havde flere oplagte chancer, som vi ikke fik sparket ind,« siger cheftræner Frank Ole Enevoldsen.
Han så højre forsvarer Emil Bang Jensen bringe Vivild foran 1-0 før pausen efter en velforberedt standardsituation, hvor Emil Bang Jensen kom spurtende i det aftalte område og nærmest løb bolden i mål.
Hasles Mads Kristiansen udlignede efter pausen.
»Vi laver forinden et par dumme og unødvendige frispark, fordi vi mister tålmodigheden. Det gav Hasle mulighed for at slå en bold i feltet, og den scorede de på efter et afsindigt klumpspil,« fortæller cheftræneren, som atter roser målmand Nikolaj Hansen for at være der, når det brændte på.
»Det gjorde det meget lidt, men Nikolaj leverede en afgørende fodparade, da vi havde brug for det.«
Vi har heldigvis folk, der kan gå ind og tage over, selvom det selvfølgelig er en bet at skulle mangle Sebastian.
Comeback til Michael Jensen
Vivild kunne glæde sig over, at rutinerede Michael Jensen var tilbage efter at have været ude med en brækket hånd og gik ind overtog sekser-positionen på midtbanen, mens Christoffer ’Pjokke’ Vendelbo tog over som venstre forsvarer i fraværet af skadede Frederik Muschilewski.
Frederik Muschilewski var blevet skadet ved torsdagstræningen.
»Generelt blev der arbejdet godt af alle, men vi leder fortsat efter rytme i spillet og en tålmodighed, der gør, at vi kan bevare bolden og blive dygtigere til at forholde os til, hvornår vi bare skal hvile med bolden og hvornår vil skal sætte tempo på,« siger Frank Ole Enevoldsen.
Han startede med Rasmus Knudsen, Frederik Juul Espensen og Sander Konggaard på bænken.
Alle kom i kamp og spillede flot med de sidste 25-30 minutter. Det er Frank Ole Enevoldsens filosofi, at man på serieniveau ikke spiser reserver af med syv minutters spilletid.
»Det ville være respektløs,« siger han.
Især Sander Konggaard, storebror til den talentfulde pigespiller Silje Konggaard, kom ind og leverede en yderst behjertet indsats fuld af vitaminer.
»Sander gjorde en forskel. Han viste initiativ og tilbød sig hele tiden samtidig med, at han løb retur, når det var påkrævet,« roser Frank Ole Enevoldsen.
Frederik Juul Espensen er på vej tilbage efter en skadesperiode.
Uheldig Stær
Når Vivild 2. påskedag spiller mod VSK på den nye kunstgræsbane ved Idrætshøjskolen Aarhus, bliver det uden klubbens mangeårige topscorer Sebastian Stær.
Han fik en ordentlig tur mod Hasle, som gjorde, at den målfarlige mand måtte en tur i græsset og uheldigvis vred om på sin ankel i faldet.
»Sebastian er ude de næste tre-fire uger,« vurderer Frank Ole Enevoldsen.
»Vi har heldigvis folk, der kan gå ind og spille angriber, selvom det selvfølgelig er en bet at skulle mangle Sebastian.«
Opgøret mod VSK, der er reserver til klubbens bedste hold i 3. division, bliver den første virkelige styrkeprøve for Vivild.
»Jeg har ingen fornemmelse for, hvad VSK kommer med, men ingen tvivl om, at de rent tempomæssigt kan køre på over 90 minutter, fordi de træner en gang mere om ugen end os, og det skal vi vise, at vi kan håndtere klogt,« siger cheftræneren.
Truppen trænede tirsdag, men ikke i påskedagene, fordi flere spillere havde ferieplaner og andre gøremål.
»Det er helt okay. Hellere to timer for fulde gardiner tirsdag end en halv trup Skærtorsdag.
Inden opgøret skal cheftræneren og hans assistent Emil Mortensen have afklaret, hvordan tilstanden er hos Frederik Muschilewski.
Ligeledes om den talentfulde midtbanemand Mathias Severinsen og stopper-veteranen Casper Moltke er så langt fremme efter deres respektive skader, at de er i spil til kampen mod forstadsaarhusianerne.