Slem ankelskade til Hornslets Frederik Winther
Hornslet angriberen måtte humpende forlade banen før pausen i onsdagens opgør mod Aastrup/Hammelev.
Hornslet angriberen Frederik Winther var særdeles uheldig i onsdagens kamp på kunstgræsbanen i Hornslet mod Aastrup/Hammelev.
Efter en halv time måtte han forlade banen med stærke smerter i den ene ankel efter en ret så hårdhændet behandling i modstandernes straffesparksfelt.
Dommer Nicolai Kruse Bjerre havde et halvt sekund forinden fløjtet for offside, da en gæstende spiller satte en hård tackling ind på Hornslet angriberen.
Frederik Winther vred sig af smerte og kunne ikke fortsætte. Hornslets bænk appellerede til dommeren om, at Aastrup/Hammelev spilleren skulle have det røde kort, men sådan blev det ikke, for dommeren havde ryggen til det skete, fordi hans fokus var på den flagende linjedommer.
Støttet af sin far, Hornslet træner Martin Winther, og mor Anette, selv ungdomstræner i klubben, blev sønnike bugseret hen til en plads på udskiftningsbænken, hvor han sad resten af opgøret godt pakket ind i en tyk jakke og med is på den sårede ankel.
Kort før slutfløjtet hentede Anette Winther et par krykker, så efter sidste fløjt hoppede Frederik Winther fra banen i aftenmørket på et ben støttende til de to krykker.
Hans unge holdkammerater havde i 70 minutter styr på løjerne på banen og var foran 1-0. Hornslet formåede imidlertid ikke at lukke opgøret trods både skud på stængerne og gevaldige andre store chancer.
Så skete der det, der ofte sker, at modstanderen vejrer morgenluft. Hornslets unge mandskab tabte fuldstændigt sutten i de sidste 20 minutter, hvor hver eneste dommerkendelse blev kommenteret verbalt og med hovedrysten.
Aastrup/Hammelev gik til stålet og røg helhjertet ind i duellerne. Det resulterede i to mål, hvor hjemmeholdet blev taget på sengen, selvom den sidste scoring nu lugtede ret så kraftigt af offside.
Læs senere i dag et fuldstændigt kampreferat.