Kan Rasmus 'Ralle' Jensen fortsætte målstimen søndag på Nørager Stadion?
Efter tre sejre ud af tre mulige har Nøragers unge mandskab signaleret, at holdet vil tale med i toppen af rækken.
Cheftræner Allan Haslund var ikke imponeret af sit holds indsats i seneste spillerunde, hvor det blev til en 3-1 (1-0) sejr over Vorup FB på Ulvehøj.
»Vi spiller for langsomt og bliver lullet i søvn af Vorup, der udelukkende spillede med lange bolde op til deres forreste og ellers pakkede sig på egen halvdel. Det gjorde de klogt, respekt for det, men vi skal kunne levere meget mere mod Vorups tredjehold,« siger Allan Haslund.
Han så topscorer Rasmus ’Ralle’ Jensen score allerede efter seks minutter på et godt oplæg fra Jonas Friis, og samme ’Ralle’ fortsatte efter pausen i det 64. minut.
Vorup FB reducerede til 2-1 ved Frederik Wildfang Lykkebo i det 74. minut, og det skabte tendenser til lidt panik hos gæsterne som dog fik samlet op på tingene og lukkede kampen i overtiden ved indskiftede Lasse Katholm.
Samme Katholm lagde også op til 2-0 scoringen, som var Allingåbrodrengen Rasmus ’Ralle’ Jensens fjerde scoring i tre kampe.
»Rasmus er en pågående og hurtig angriber, der altid leverer en indsats og kommer til mange chancer. Vi skal arbejde med, at han bliver mere træfsikker og træffer de rigtige beslutninger, når han skal afslutte,« siger træner Haslund.
Han havde 2 x Lasse, Katholm og Jensen, på bænken, og begge kom ind og gjorde en forskel.
Frederik Nicolajsen, der også var tiltænkt en rolle i truppen, måtte melde afbud grundet en omgang kyssesyge.
Rasmus er en pågående og hurtig angriber, der altid leverer en indsats og kommer til mange chancer.
Nu kommer testen
Efter tre sejre i de første tre spillerunder kommer den første alvorlige test søndag på Nørager Stadion, når Christiansbjerg (CIF), nedrykker fra Serie 1 ligesom Nørager, er gæster.
Holdet trænes af den forhenværende Vivild træner, Kent Vad Bargisen.
CIF har kun spillet en kamp til dato. En udekamp mod netop Vorup FB, der blev vundet 3-0.
»Jeg har set, at Vorup har sammenlignet os med CIF og udtalt, at de er bedre end os. Det må så komme an på en prøve på søndag. Vi glæder os til kampen,« forsikrer Allan Haslund.
50 til spisning torsdag
Torsdag aften laver Nørager et rystesammenarrangement for hele seniortruppen plus klubbens seniordamer på håndboldfronten. Det foregår i klubhusets cafeteria med i omegnen af 50 deltagere.
»De, der vil spise med, betaler 50 kroner til maden, som kommer fra Møllebistroen i Auning. Resten betaler klubben, høj klasse,« roser Allan Haslund, der derfor fløjter til træning allerede klokken 18 torsdag, så alle er klar til at sætte sig til bordet klokken 20.
Andetholdet fik en hammer
Nøragers andethold i Serie 4, som klubben har store forventninger til, fik en gevaldig ørefigen 2. påskedag i udekampen mod et på dagen meget stærkt Grenaa mandskab.
Hjemmeholdet vandt 5-1 over et purungt Nørager hold, som manglede veteranen Daniel Sortkjær og målmand Steffen Klintø.
I sidstnævntes fravær vogtede Martin Nygaard målet. For år tilbage en mand med førsteholdspotentiale.
»Martin har ikke spillet ret meget i flere år, men han er fortsat en glimrende målmand og stod en god kamp i Grenaa trods de fem scoringer,« roser Allan Haslund, der kun fulgte holdet fra tilskuerpladserne, fordi det er Allan ’Klemme’ Jensen som styrer andetholdet.
»Vi var kommet i menneskehænder mod et ungt og stærkt Grenaa mandskab. Vores mange unge var ellers meget løbevillige og gjorde, hvad de kunne, men holdet mangler lige en voksen styrmand inde på banen i sådan en kamp,« siger Allan Haslund.
Han har selv sønnike, Lukas Haslund, med på holdet.
»Træningsvilligheden er fortsat god på holdet, og jeg er sikker på, at der ligger mange point og venter de unge spillere,« siger cheftræneren.