Tre unge gutter fra Hornslet IF blæser i fløjten inden sommerferien
Fodboldafdelingen i Hornslet IF viser andre klubber vejen. Tre unge medlemmer med dommerpotentiale er blevet prikket på skulderen.
Fodboldtifosis på Djursland kommer snart til at hilse på tre unge Hornslet knægte i dommeroutfit.
Tobias Thygesen Pilgaard og Tobias Larsen, begge 18, og Jamie Dinish, 16, er netop startet på uddannelsen som fodbolddommer med det klare sigte at komme ud og dømme, når eksamen om forhåbentlig ikke så længe er vel bestået.
Trioen er alle aktive fodboldspillere i Hornslet IF.
Tobias Thygesen Pilgaard både på Serie 2 og U19, Tobias Larsen på U19 og Jamie Dinish på U17.
Glad dommerformand
DBU, Djurslands Fodbolddommerklub og Lokalavisen kickstartede i februar et dommerrekrutteringsprojektet med et fyraftensmøde for samtlige klubber på Djursland i Rønde Idrætscenter.
Djursland fattes fodbolddommere og kommer der ikke nye til ret hurtigt, bliver det noget nær umuligt at skaffe dommere og linjedommere til lokale kampe fremover med mindre de skal komme fra fjerne destinationer. Det koster i klubkasserne rundt omkring.
Fyraftensmødet revolutionerede ikke verden i første omgang. Blot fem klubber havde sendt en repræsentant. Heriblandt Hornslet IF.
Superligadommer Mikkel Redder anbefalede på mødet klublederne til at gå hjem i egen hule og prikke oplagte unge kandidater med anfører- og ledergener i blodet ud og motivere dem til at komme i gang med uddannelsen.
Budskabet fangede Anders Fensbæk, aktiv i fodboldbestyrelsen i Hornslet IF. Det er forklaringen på, at Hornslet IF nu viser de andre lokalklubber, hvordan der kan skaffes nye dommere.
»Det er flot af Hornslet IF, og jeg håber meget, at andre klubber vil tage ved lære af det og følge trop,« siger Poul Johan Christensen, formand for Djurslands Fodbolddommerklub.
Han nævner, at også Grenaa IF håber at kunne komme i gang i løbet af året med et internt dommerkursus.
Jeg vil gerne ud og dømme kampe, og det tiltaler mig, at jeg selv kan planlægge, hvornår jeg har tiden til det
Over computeren
De tre Hornslet knægte er i fuld gang med deres HHX-uddannelse hos Viden Djurs i Rønde og færdes i en digital hverdag.
Derfor bekommer dem også vel, at dommerkurset kan tages online.
»Min far har selv dømt i mange år (Kim Gunnar Larsen, red.), så jeg havde da tænkt på, at jeg også burde tage kortet,« siger Tobias Larsen.
Tobias Thygesen Pilgaard, måske det største fodboldtalent på Djursland pt., frygter ikke, at han sætter sig imellem to stole, når kortet er i hus.
Han hjælper sågar også sin mor med at træne fodboldpiger.
»Jeg vil gerne ud og dømme kampe, og det tiltaler mig, at jeg selv kan planlægge, hvornår jeg har tiden til det,« siger Tobias Thygesen Pilgaard.
Yngstemanden Jamie Dinish skal også ud og fløjte, når den tid kommer. Han hoppede på kurset, fordi det foregår online, og at han kan sidde sammen med de to øvrige i et klublokale i Hornslet Hallen, mens undervisningen foregår.
»Det tiltalte mig, at jeg ikke skulle sidde alene derhjemme, men havde nogen at snakke og diskutere tingene med,« siger Jamie Dinish.
Kurset startede onsdag 12. april og fortsætter de næste onsdage. Fire gange a’ tre timer. Herefter venter en en elektronisk prøve, hvor der skal svares rigtigt på mindst 60 procent af spørgsmålene.
Tre kampe med frakke på
Når teorien er hjemme, kommer de tre ungersvende til praktikken, som skal klares, før de kan kalde sig DBU Dommer.
Praktikken består af tre såkaldte uddannelseskampe med en vejleder på sidelinjen.
De tre kampe er en del af uddannelsen, og aspiranten modtager ikke omkostningsgodtgørelse.
Når de tre kampe er veloverstået for 2 x Tobias og Jamie, er de sikkert vokset en meter mentalt.
Herefter får de som DBU Dommer mulighed for at virke som fodbolddommere i såvel ungdoms- som seniorrækker.
»Jeg synes kursusmodellen er rigtig god. Det giver fra starten de unge en fornemmelse af et netværk, som ikke alene kan styrke dem under kurset, men også efterfølgende kan have stor betydning for fastholdelsen, som jo måske er endnu vigtigere end selve rekrutteringen,« siger en tilfreds Poul Johan Christensen.