Tidligere topspiller er landet i Lyseng
Den tidligere landsholdsspiller i kvindefodbold, Anne Dot Eggers, har sagt ja til at være specialtræner for U17
Hun har spillet 118 A-landskampe og har indtil for seks år siden været aktiv fodboldspiller. Hun har dog ikke lagt fodboldstøverne fuldstændig på hylden.
38-årige Anne Dot Eggers, der kommer fra Randers, tager hver uge turen til Lyseng, hvor hun er blevet specialtræner for klubbens U17 DM-hold for piger.
“Sidste sommer var jeg i Skovbakken. Det sejlede i den klub, men her er der styr på det. Det var en tilfældighed, at jeg landede i Lyseng, men jeg ved, at der er styr på det organisatoriske, når Poul Højmose er med (træner i Lyseng, red.),” siger Anne Dot Eggers.
Hun har kun været i Lyseng en månedstid, men hun er allerede begejstret for klubben, og Poul Højmose kender hun fra sin tid på de forskellige landshold, hvor hun har spillet under ham..
“Det virker som et dejligt sted med god gejst og en afslappet atmosfære,” siger Anne Dot Eggers, der ikke holder med noget bestemt fodboldhold. For hende er det spillet, der er det vigtigste.
Den nye træner i klubben har meget fokus på, at pigerne skal være glade for at spille fodbold.
“Fodbold er jo for sjov. Det er piger, der har travlt, og samtidig er de i en fase i deres liv, hvor det kan være svært, fordi de blandt andet har mange lektier. Piger vil gerne præstere på alle planer. Når de er på fodboldbanen, skal de turde fejle og have bolden,” siger Anne Dot Eggers.
Det gjorde hun selv, da hun var aktiv, og det har givet hende ophold i blandt andet USA, Tyskland og forskellige danske klubber.
Ingen høje ambitioner
Da hun selv spillede, var hun ind imellem træt af de trænere, der havde ambitioner på vegne af spillerne. Det er vigtigt for hende, at hun møder pigerne, der hvor de er mentalt, og at hun har blik for både deres spil på banen, og hvordan de har det.
“Jeg kan tale med pigerne på en anden måde, for det er ikke mig, der sætter holdet. Jeg kan mærke på dem, når de er fyldt op. Samtidig kan de se en tryghed i mig, fordi jeg selv har prøvet at spille på højt plan,” smiler hun.
En stor forvandling
Hun kommer også til at smile, når hun tænker på, hvor meget der er ændret i kvindefodbold gennem de seneste år. Når hun husker tilbage på sin egen tid som pigespiller, så verden nemlig helt anderledes ud end nu.
“Da jeg startede, var fodbold for piger nærmest en nichesport på niveau med boksning. Det var faktisk svært at finde et pigehold at spille på, så den forvandling der er sket, gør mig glad.”
Hun glæder sig over, at der i Lyseng er gode spillere langt ned i rækkerne, og især blev hun begejstret, da hun opdagede et U13-hold, hvor samtlige spillere var gode.
“Der er rigtig mange spændende spillere i klubben, og jeg er glad for at være her.”