Fortsæt til indhold

Efter flot start kæmper skadesplagede Vivild med at få bid i banen

Mathias Severinsen gjorde comeback hos Vivild i 2-0 til nederlaget til Aarhus Black Vipers, men talentet holdt ikke længe.

Sport

Vivild bombede derudaf i de første tre kampe, hvor der blev hentet syv point. Siden er det gået den stik modsatte vej.

To 2-0 nederlag til henholdsvis Helsted Fremad og i lørdags Aarhus Black Vipers har taget toppen af den gode begyndelse for nyoprykkerne til Serie 1.

Vivild stillede atter op uden topscorer Sebastian Stær og den formstærke midtstopper Thomas Thorngaard.

Endvidere var Frederik Juul Espensen rykket en tur ned på andetholdet i Serie 4.

Til gengæld var der comeback til det unge talent Mathias Severinsen og den rutinerede efterskolelærer Casper Moltke.

Sidstævnte tog plads i centerforsvaret som nabo til Chris Christensen, mens Severinsen begyndte på bænken sammen med Sander Konggaard og Rasmus Knudsen.

Vi kigger også ned på vores andethold, hvor der spiller et par talenter, som vi kan se noget potentiale i førsteholdsmæssigt.

»De var gode«

Cheftræner i Vivild, Frank Ole Enevoldsen, så sit hold tabe til en bedre modstander på Bøgeskov Stadion i Aarhus forstaden Viby.

»Aarhus Black Vipers scorede i begge halvlege i de døende minutter, men deres sejr kan vi ikke sige noget til. De havde et gear mere end os, og vi var ikke i nærheden af at vinde den kamp.«

Frank Ole Enevoldsen er dog fortrøstningsfuld på trods af skader og to nederlag i streg.

Mathias Severinsen kom på banen, men måtte gå ud igen, fordi hans fiberskade i låret fortsat voldte ham kvaler. Også anfører Nicklas Mathiesen måtte forlade banen før tid grundet en skade.

»Det er hård kost, men vi skal også være realistiske. Vi er nyoprykkere og har flere spillere med, der godt nok har spillet Serie 1 før, men vi har også nogle som er i gang med at lære det og vende sig til hårdere nærkampe og et højere tempo,« siger Frank Ole Enevoldsen.

Mod Aabyhøj lørdag

Søndag møder Vivild ubesejrede Aabyhøj på Langhøj Idrætscenter kl. 14.

Gæsterne trænes af den tidligere AGF’er Claus Christiansen, som Frank Ole Enevoldsen kender vældig godt.

»Claus er en flink fyr, men også en mand, der vil gøre alt og mere til for at vinde fodboldkampe. Jeg har ikke tabt til ham endnu, så jeg og holdet ser frem til mødet med ham og Aabyhøj på søndag,« griner Frank Ole Enevoldsen.

Han har først sidst på ugen et overblik over sit hold. Sebastian Stær bliver ikke klar, men han håber på, at Thomas Thorngaard, Mathias Severinsen og Nicklas Mathiesen bliver deres skader kvit.

»Vi kigger også ned på vores andethold, hvor der spiller et par talenter, som vi kan se noget potentiale i førsteholdsmæssigt. Jeg vil ikke sætte navne på endnu, men der kan meget vel være et nyt navn med i truppen mod Aabyhøj,« lyder det fra Frank Ole Enevoldsen.