Fortsæt til indhold

Sag om 'fiskekvoter' på DBU Jyllands dagsorden fredag

DBU Jyllands Disciplinærudvalg forholder sig fredag på et telefonmøde til fire lokale fodboldklubbers anklage mod FC Djursland for uhæmmet at 'fiske' ungdomsspillere i de fire klubber

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Har FC Djursland forbrudt sig mod Dansk Boldspil-Unions (DBUs) etiske regelsæt for, hvordan en klub kontakter andre klubbers ungdomsspillere?
Ja, mener man i klubberne IF Midtdjurs, Kolind-Perstrup, TRIF og Ebeltoft, som har sendt en fælles klage til DBU Jyllands Disciplinærudvalg.
FC Djursland benægter, at fodboldoverbygningen ikke har handlet efter bogen. Dog har direktør Ronni Didriksen udtalt til Lokalavisen, at det er muligt, at fodboldoverbygningens henvendelse til U19 spillere på Djursland via facebook har været at gå over stregen.
Turneringsleder Ole Frandsen, DBU Jylland, siger til Lokalavisen, at Disciplinærudvalget vil behandle klagen fra de fire Djurslands-klubber på et telefonmøde fredag.
"Mange gange behandler udvalget klager over afviklingen af kampe eller brugen af en ulovlig spiller i en kamp via interne mails, mens udvalget i andre tilfælde i mere principielle sager holder et møde," siger Ole Frandsen.
Anklagen fra de fire klubber mod FC Djursland er unik i den forstand, at det er fire ikke-licensklubber som retter skytset mod en ikke-licensklub.
"Normalt har vi som oftest at gøre med sager, hvor det er en lille ikke-licensklub som retter en klage mod en licensklub," har Ole Frandsen tidligere sagt til Lokalavisen.