Fortsæt til indhold

"Engang Vivild - altid Vivild"

Niels Ole Birk Nielsen, 45, hører til de mange, der har fået Vivild IF ind med modermælken, og som fortsat hylder de stolte foreningstraditioner og værdier, som landsbyklubben er bygget på og har værnet om med omhu i flere generationer

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Niels Ole Birk Nielsen, 45, kun kendt som 'Nolle' i Vivild IF, kan fortælle en meget sigende historie fra dengang, han lige havde passeret de tyve, og var flyttet til Aarhus for at læse.
For at spare tid og penge havde han meddelt Vivild, at han ville finde en fodboldklub i Aarhus at spille for.
"Jeg dukkede op til træningen i Aabyhøj og blev også taget godt imod. Da jeg kunne fortælle træneren, at jeg kom fra Vivild og havde spillet Jyllandsseriefodbold, kom jeg straks med i førsteholdstruppen," husker 'Nolle'.
"Jeg blev aldrig ham, der driblede uden om fire mand i streg, men jeg kunne løbe og løbe langt og var villig til det, så det blev der lagt mærke til i starten. En dag kom træneren imidlertid og sagde til mig, at jeg skulle en tur ned på andetholdet. Det tog jeg okay, for jeg havde lært i Vivild, at man respekterer, at der er konkurrence om pladserne og ikke bare slår op i banen."

Du er gået forkert

Da 'Nolle' kom til træning næste gang gik han derfor ind i omklædningsrummet og klædte om, som han plejede, indtil en af de nye medspillere meddelte ham, at han da var gået forkert, andetholdet klædte om i et andet omklædningsrum.
"Da gik det op for mig, at jeg var kommet til det forkerte sted. Det var et kulturchok for mig at komme til Aabyhøj og erfare, at der var forskel på folk. I Vivild havde der aldrig på denne måde været forskel på høj og lav, Jyllandsserien og Serie 6. Derfor ringede jeg hjem til Vivild efter blot halvanden måned, og spurgte om jeg var velkommen til at træne med igen. Det var jeg naturligvis, og det vidste jeg selvfølgelig godt."
"Jeg tror, historien meget godt illustrerer forskellen mellem en landsbyklub og en klub i Aarhus, men den fortæller også noget, om den ånd og kultur, som jeg altid har kendt til i Vivild IF om det er fodbold eller håndbold. Vi vil gerne vinde, men vi udelukker ikke nogen fra at være med, og du er fuldt ud Vivild-mand uanset, om du er den bedste eller kun nummer 20".

Over 250 kampe

'Nolle' fik sparket gang i karrieren igen på de hjemlige breddegrader og nåede at spille over 250 kampe for Vivild på enten første- eller andetholdet.
"Jeg havde et enkelt år i Randers Freja som junior, men det blev ved det, for det kunne ikke kombineres med mit arbejde hos min far (El-installatør Ole Birk Nielsen, red.). Han var ellers villig til at give mig fri, så jeg kunne nå til Randers med bus, men jeg ønskede ikke at opnå fordele i forhold til de øvrige medarbejdere," fortæller 'Nolle'.
Han mindes med glæde både ungdoms- og seniortiden i barndomsklubben, hvor også hans storbror Holger spillede i mange år, og faderen også har bidraget væsentligt til historien både som spiller, formand og førsteholdstræner.

Fra fodbold til håndbold

Da den aktive karriere havde fået sit, fortsatte 'Nolle' og flere andre fra hans generation deres virke i klubben som ledere, trænere og bestyrelsesmedlemmer.
"Jeg havde lige fra starten haft gode trænere i klubben, så det var meget naturligt, at jeg gik ind og betalte tilbage ved at blive træner og leder. Jeg er far til tre piger, og derfor var jeg med til at starte pigefodbold op i Vivild. Desværre er der ikke pigefodbold længere i klubben."
Engagementet i pigefodbolden førte ham senere til træner-år i Ørsted, da Rougsø-klubberne måtte trække på samme hammel for at få pige-/damefodbolden til at køre.
De senere år har han været engageret i Vivilds storblomstrende håndboldafdeling, der med opførelsen af hal nummer 2 på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole har fået en opsigtsvækkende renæssance både med hensyn til antal spillere og præstationer.
"Jeg er blevet håndboldtræner på grund af mine piger, og det har været virkelig spændende at komme ind i en for mig helt ny verden, hvor der er masser af gang i den med mange ungdomsspillere."
'Nolle' har i sidste sæson haft tjansen som U14-pigetræner for andetholdet.
"Jeg vidste ikke noget om håndboldtræning, da jeg startede, men jeg tog nogle øvelser fra min fodboldtid og tilpassede dem til håndbold. Det gik fint, og siden har jeg fået bygget mere og mere på," fortæller han med et smil.

Politikeren

Ved Kommunalvalget i november 2013 prøvede Niels Ole Birk Nielsen sig for første gang af i politisk sammenhæng, da han opstillede for Venstre, og det med succes, for tilpas mange vælgere fandt debutanten tung nok til fire år i Norddjurs Kommunalbestyrelse.
"Det har været vanvittigt spændende at komme med i lokalpolitik, men det tager tid og kræver, at man accepterer, at tålmodighed er en dyd. Så meget har jeg erfaret, og det er også derfor, at jeg ikke har lovet at fortsætte med at være håndboldtræner, men nu må vi se. Trænere hænger ikke længere på træerne."
'Nolle' efterlever devisen "Engang Vivild - altid Vivild", og det er også derfor, at han holder en dør åben til håndboldafdelingen.
Bliv ikke overrasket, hvis han efter sommerferien igen tager en tørn som håndboldtræner.
- Kælenavnet?
"Det går vist helt tilbage til, da jeg blev født, og skyldes min far. Han skulle have sagt: "Han ser da lidt noller ud den dreng"."