Det er ved at være go' nat med Allingåbro
Et 2-1 nederlag hjemme til Øster Alling gør, at Allingåbro er tættere på nedrykning til Serie 5 end nogensinde
Allingåbros holdleder Bjarke Christensen er på det rene med, at intet er afgjort i fodbold, før den fede dame har sunget, men han erkender også, at håbet om, at Allingåbro forbliver i Serie 4 nok nok svandt ud, da holdet fredag aften tabte hjemme til Øster Alling med 2-1.
Allingåbro skal vinde både mod Auning tirsdag og Rougsø FF fredag, og det er måske ikke nok til at redde skindet. Begge kampe spilles på Allingåbro Stadion, og både Auning og Rougsø FF har masser at spille for.
Auning skal selv vinde for at undgå nedrykning, Rougsø FF kan med en sejr sikre sig førstepladsen og dermed oprykning til Serie 3 definitivt.
"De to kampe, vi har tilbage, ligner lidt Davids kamp mod Goliath, men vi spiller for at vinde," forsikrer Bjarke Christensen.
Mange brændte chancer
Trods mange store chancer i det første 45 minutter måtte Allingåbro gå til pause bagud 1-0 i opgøret mod Øster Alling.
5 minutter inde i 2. halvleg tændte Mathias Blach ny gejst op under sit hold, da han udlignede på et hovedstød efter hjørnespark.
"Vi burde klart have vundet denne kamp med 5-1 efter at have brændt 3-4 kæmpestore chancer og et par halve chancer, hvor vi ikke brugte hovedet til at gøre chancen større," fortæller Bjarke Christensen.
"Sidst i kampen tabte vi hovedet, da Simon Agerholm modtog gult kort for farligt spil mod målmanden, og Steffen Kristensen gik i bad efter en hård tackling på en Øster Alling spiller og usportslig adfærd."
Et par minutter før tid blev en helt igennem træls aften for hjemmeholdet fuldført, da Øster Alling scorede sejrsmålet til 2-1.
Det røde kort til Steffen Kristensen har udløst en spilledags karantæne, så han ikke er med tirsdag mod Auning.
.