Steffen Pedersens hammer reddede et point til Allingåbro
Det var en streg i regningen for nedrykningstruede Allingåbro, at det kun blev til det ene point mod TMV 8530
Et søndagsskud af et frispark tirsdag aften af Steffen Pedersen fra 30 meters afstand sikrede Allingåbro det ene point i bunddysten i Serie 4 mod TMV 8530 på Hårup Skoles bane.
Opgøret sluttede 3-3 (2-1), og det var lidt af en streg i regningen for Allingåbro, som havde sat kryds ud for opgøret, som en af de kampe, der bare skulle vindes, hvis håbet om at undgå nedrykning skulle være mere end blot et håb.
Allingåbro startede med at spille med hovedet under armen i den første halve time, ifølge trænerassistent og holdleder Bjarke Christensen.
"Man stod ude på sidelinjen og tænkte:har folk ikke hørt efter," fortæller Bjarke Christensen.
Den skæve start på kampen resulterede da også i, at hjemmeholdet kom foran 2-0, før gæsterne fik samling på tropperne.
Allingåbro fik nyt håb, da Ronni Jensen reducerede inden pausen.
Flot slutspurt
I den bagende varme kom TMV 8530 på 3-1 på et langskudsmål umiddelbart efter pausen.
Det fik Allingåbro til at satse hele butikken. Fire mand blev sendt i front, og resten af opgøret lød recepten på lange bolde.
Satsningen gav bonus. Først med en reducering ved Jonas Pedersen på hovedstød syv minutter før tid og efterfølgende med Steffen Pedersens tidligere omtalte forhammer af et langskudsmål kort før tid.
"Kampen var bestemt ikke velspillet, men vi præsterede vilje og fight den sidste time," roser Bjarke Christensen.
Egenskaber som Allingåbros spillere skal have frem igen, når holdet fredag møder Øster Alling på Allingåbro Stadion klokken 19.
En kamp der skal vindes, og det samme gælder realistisk bedømt de to kampe som følger efter: mod Auning og Rougsø FF som begge spilles på Allingåbro Stadion.
Status er, at Allingåbro har samlet 8 point for 11 kampe, mens der er 5 point op til Auning på den anden side af nedrykningsstregen.