Fortsæt til indhold

Allingåbro lagde fint fra land i Serie 5

Nedrykkerne besejrede Hornbæk SF i sæsondebuten med 3-0, men det var for lille en sejr, mener man i Allingåbro-lejren

Sport
Af Lars Norman Thomsen

På to mål af Simon Agerholm og et enkelt af Ronni Jensen lykkedes det nedrykkerne fra Allingåbro at vinde sæsonens første kamp i Serie 5 med 3-0 på hjemmebane over Hornbæk.
Hornbæk, der er kommet med i puljen i stedet for Aastrup/Hammelev som har trukket sit hold, var en samling ungersvende, og det skrækkede forlods hjemmeholdet en smule, fordi holdets bagerste kæde ikke ligefrem løber 100 meter på 10 sekunder rent, som holdleder Bjarke Christensen udtrykker det.
"Godt nok var Hornbæks spillere unge og hurtige, men kloge var de ikke. Så hurtigt fik Søren Bugge og Steffen Kristensen styr på midten, og i hele kampen var spillet 80 - 20 i procenter i vores favør," fortæller Bjarke Christensen.
Han var til gengæld ikke tilfreds med udbyttet af det store spilovertag.
"Ligesom i sidste sæson i Serie 4 brændte vi for meget. Jeg lyver ikke, vi havde nok 25-30 skud på kassen, hvor de 10 af dem skulle have været inde over stregen," lyder det fra Bjarke Christensen.
Allingåbro spiller igen 22. august, hvor modstanderen er Auning.