Kirsten Rasch nyt æresmedlem i HOG
På Senioridræts årsmøde blev Kirsten Rasch udnævnt til æresmedlem i HOG.
I sin motivation for udnævnelsen lyder det fra HOG-formand Søren Eriksen blandt andet:
Kirsten var med til at starte ældre-idræt i Hinnerup for 19 år siden, senere Senioridræt. Kirsten har været instruktør i 18 år, kasserer i 16 år og har stået for medlemskontakten.
Hun har i samarbejde med Hinneruplund stået for store gå dag i 11 år, også sommerfesten på Hinneruplund er hun med til at arrangere. Og med til at lave den årlige busrejse for Senioridræt.
Kirsten har været i HGS bestyrelsen, som et af de første bestyrelsesmedlemmer i den nye selvstændige HGS, efter de var udtrådt af HOG først i 70'erne.
Man kan vist uden at overdrive sige, at Kirsten i høj grad har været med til at skabe muligheder for at dyrke gymnastik og motion i Hinnerup.