Fortsæt til indhold

I Ryomgård Tennisklub har de svinget ketcheren i samfulde 90 år

Det er fint med grøde på tennisbanerne med det tilhørende udendørs padelanlæg omkranset af træer bag Ryomgård Stadion.

Sport

I 1933 stiftedes Ryomgård Tennisklub med bl.a. lærer på Ryomgård Realskole, Marius Dynesen og sagfører Peter Andersen som drivkræfter.

Udøvere af den hvide sport havde endnu ingen rigtig bane, men øvede sig på græs og deltog i turneringer.

I december 1933 købte Ryomgård Tennisklub grund til tennisbane på Nygade, og ifølge regnskaberne startede klubben sin eksistens i det verdenshistoriske år 1933.

Flytningen fra Nygade til de nuværende omgivelser på anlægget bag Ryomgård Stadion foregik i 1982-83 efter forhandlinger med den daværende Midtdjurs Kommune.

På det tidligere tennisareal på Nygade ligger der i dag et parcelhus.

Ryomgård Tennisklub, som for nogle år siden fik opført en padelbane, er en selvstændig forening uden paraply.

Den 90 år gamle tennisklub havde ved årsskiftet 56 registrerede medlemmer, ifølge DIFs statistik, men tallet underdriver interessen, fordi man ikke nødvendigvis skal være medlem i gammeldags forstand. Man kan enten vælge at blive medlem af klubben eller ganske enkelt betale en timepris for leje af banerne. Foto: Lars Norman Thomsen

Jubilæumskamp på Centre Court

Forleden blev de 90 år markeret med en opvisningsmatch på Centre Court.

Måske skal man være feinschmecker på tennisfronten for, at navnene Søren Martin Laursen og Simon Dinesen siger en noget.

Men tennisfolket ved godt, hvem de er.

Søren Martin Laursen og Simon Dinesen kender udmærket baneanlægget, der rummer to tennisbaner og en padelbane, fordi de i flere omgange har været forbi Ryomgård Tennisklub for at træne klubbens medlemmer.

Simon Dinesen, 28, er den klart yngste af de to.

Han er tidligere mangeårig fodboldspiller i bl.a. Aastrup/Hammelev, Grenaa og FC Djursland. En kort karriere i både TRIF og IFM står også på CV’et.

Men tenniskarrieren fylder alt nu.

Yngstemanden vandt

Simon Dinesen er lige nu træner i bl.a. Ebeltoft, Grenaa og Ryomgård Tennisklubber.

»Jeg er produktet af en ecuadoriansk tidligere professionel tennisspiller (far) og en nuværende klubmester i Ebeltoft (mor) og er kendt for latinske finesser og temperament,« lød hans egen korte præsentation forud for opvisningskampen.

Søren Martin Laursen, 57, kan se tilbage på en længere tenniskarriere, som har budt på både jysk og dansk mesterskab. Tillige en rangering på verdensranglisten.

Efter sin egen karriere var Søren Martin Laursen tennistræner for Aarhus 1900s elitedivisionshold i tre 3 perioder og træner for Jyllands bedste juniorer.

Vi kan røbe, at yngstemanden vandt opgøret. Han gør sig til daglig i 2. Division, hvor han tørner ud for Ebeltoft IF.