Gratis fornøjelse: »Padel passer bare godt til os seniorer«
Medlemmer af Ældre Sagen kan spille padel gratis hos Padelmaster i Hadsten.
Hver tirsdag formiddag mødes en stor flok seniorer hos Padelmaster i Hadsten for at spille padel og hygge sig.
Adgangsbilletten er et medlemskab af Ældre Sagen, der har lavet en aftale med det lokale padelcenter om gratis spil på banerne hver tirsdag klokken 8-11.
Omkring 30 kvinder og mænd har indtil videre taget imod tilbuddet og mødes hos Padelmaster, der har en singlebane og doublebane indendørs plus to udendørs doublebaner. Padel spilles oftest som et doublespil, altså to mod to.
»Det er simpelthen så sjovt, og vi får motion. Så vi har lært et nyt spil at kende, hvor vi også kan grine sammen, og vi bliver aldrig uenige om stillingen, selvom vi nogle gange glemmer at tælle. Og det er jo nu, vi har tid til at prøve alt det her. Snakken går, og vi har lært hinanden og andre deltagere at kende. Her er så hyggeligt at komme, og vi glæder os til, at vi nu også snart kan bruge de udendørs baner,« fortæller tre af de aktive kvinder i en artikel på Favrskov Kommunes hjemmeside.
77-årig tovholder
Tovholder på tirsdagstræffet er 77-årige Lis Bisgaard, der har været med til at starte tilbuddet op. Hun sørger for, at alle har nogen at spille med, og hendes mand Alfred er ofte med og klar til at hoppe ind på et hold, hvis der mangler en spiller.
Lis er tidligere idrætslærer i folkeskolen og har selv spillet med siden januar 2023, hvor padeltilbuddet blev søsat. Hun synes, at padel er et meget velegnet spil til seniorer, fordi det foregår på en mindre bane og er mere simpelt end tennis.
»Spillet passer bare godt til os seniorer,« siger Lis.
Medlemmer af Ældre Sagen er velkommen til at kigge forbi tirsdag formiddag og få en prøvetime på banerne på Toftegårdsvej 28 i Hadsten.