Danmarksserien: Tag den Lokalavisen - FC Djursland overgiver sig ikke
FC Djursland tabte med 1-0 på udebane til AaB, men har stadig en teoretisk chance for at undgå nedrykning.
»Vi er ikke rykket ned endnu. Der er to kampe tilbage at spille, og vi er seks point efter ASA på 7. pladsen. Derfor er der en teoretisk chance for at vi kan sikre os 7. pladsen og få en playoff kamp om at undgå nedrykning.«
Selvom hans hold fredag aften har tabt med 1-0 på udebane til AaB, så holder FC Djurslands sportschef Nicolaj R. Poulsen fanen højt.
»Det er noget vrøvl, når Lokalavisen skriver, at løbet er kørt for FC Djursland. Der er 6 point at spille om, og vi kan teoretisk set godt nå at passere ASA,« sagde Nicolaj R. Poulsen fredag aften efter nederlaget til AaB. Heldigt for sportschefen tabte ASA, Aarhus lørdag eftermiddag til VRI med 2-1, så der er ganske rigtigt stadig liv i det teoretiske håb om at FC Djursland kæmper sig frem til et playoff opgør. Det kræver, at FC Djursland vinder sine to sidste kampe hjemme mod VRI og ude mod formstærke Kjellerup IF. Samtidig skal ASA, Aarhus tabe sine to sidste kampe mod Kjellerup IF og Viby IF.
Nicolaj R. Poulsen gider ikke høre, at den lokale fodboldtrone vakler under FC Djursland. Så skal TRIF i hvert fald til at vinde sine kampe i Jyllandsserien 2, mener FC Djurslands sportschef. TRIF har senest tabt to kampe med 1-0 mod Vatanspor og Ølstrup GU, men vandt søndag aften med 1-0 ude mod Skive IK på et mål af Mathias Haulrik. TRIF ligger nr. 2 i Jyllandsserien 2.
Det er noget vrøvl, når Lokalavisen skriver, at løbet er kørt for FC Djursland. Der er 6 point at spille om, og vi kan teoretisk set godt nå at passere ASA.
Intens og livlig kamp
FC Djursland skulle fredag aften forsøge at revanchere en skidt indsats på hjemmebane efter 2-0 nederlaget mod Nørresundby FB i en kamp, hvor FC Djursland præsterede under niveau mod nordjyderne. Men i Aalborg ventede AaB, hvis førstehold som bekendt spillede i Superligaen inden katastrofen indtraf lørdag eftermiddag og den nordjyske traditionsklub blev sendt ned i 1. division for første gang i Superligaens historie.
»Det blev en intens og livlig fodboldkamp mellem to hold, som begge ville spille fodbold. Holdene stod godt på banen, men AaB spillede mest direkte på den sidste del af banen,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.
»Vi havde tre-fire gode muligheder i løbet af kampen, men AaB udnyttede en omstillingschance i begyndelsen af 2. halvleg. AaB kom med høj fart, og måske skulle vi have lavet et taktisk frispark. Så kunne vi have fået noget med fra Aalborg,« siger Nicolaj R. Poulsen. Mikkel Sloth, Nis Traulsen og Benjamin Lahn Sørensen havde gode forsøg, men det blev stolpe ud for FC Djursland.
AaB stillede med et stærkt hold og spillede en fokuseret kamp med fart og antrit og leverede en god fight med mange dueller.
AaB stærk i forsvaret
FC Djursland stillede op i en 4-4-2 formation med Nicolaj Rohde på mål bag en forsvarskæde med Lucas Bilstrup, Nichlas ‘Høffe’ Høpfner Hansen, Casper Stylsvig Bæksted og Martin Westmark Hansen. Centralt på midten spillede Christian Jensen og Fabian Korsgaard med Malthe Lemming Engelund og William Loft på kanterne og Mikkel Sloth og Nis Traulsen på toppen.
»Vi skiftede først ud efter at AaB havde bragt sig foran i det 52. minut. Men herefter satsede vi offensivt og skiftede Benjamin Lahn Sørensen ind i stedet for Martin Westmark Hansen. Christian Jensen blev skiftet ud og ind kom storebror Oliver Jensen. Midt i halvlegen kom Tobias Sejersbøl Øland på banen i stedet for Malthe Lemming Engelund, og Thorbjørn Friis Overgaard afløste Nis Traulsen,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.
FC Djursland trykkede på i slutfasen og AaB stillede sig langt tilbage og clearede boldene, så der var ikke noget at komme efter for gæsterne.
»Jeg har ikke noget negativt at sige. Vi spillede op til vores niveau og leverede kvalitet hele vejen rundt. Malthe Lemming Engelund var vores profil og arbejdede hårdt og var gennembrudsstærk,« siger Nicolaj R. Poulsen.
FC Djursland møder fredag aften kl. 19.00 VRI hjemme på HSM Arena. Lørdag 17. juni slutter kvalspillet på udebane mod Kjellerup IF.