Nørager lader først ølhunden glamme lørdag efter kampen
Kaptajn Mads 'Pylle' Pedersen fik brud på en storetå og midtbaneregissøren Jan Ankerstjerne måtte ud i pausen, fordi han døjede i sommervarmen, da Nørager på en knastør bane i Hinnerup Grundlovsdag sikrede oprykningen til Serie 1 tre spillerunder før afslutningen.
Nøragers spillere og ledere fik ikke ondt i håret efter, at oprykningen til Serie 1 blev en kendsgerning mandag aften, da meldingen indløb fra Christiansbjerg, at Martin Winthers Hornsletmandskab overraskende havde vundet den svære udekamp med 1-0.
Jeg tror, det er motiverende for alle, at man er sammen om tingene, og sådan skal det være i en serieklub som Nørager, hvor vi også vægter, at vi har det godt sammen socialt.Allan Haslund
Nørager havde selv tidligere på dagen vundet med hele 5-0 over HOG Hinnerup på en knastør fodboldbane ved Rønbæk Idrætscenter, der tørstede efter vand.
»Det var en lidt mærkelig fornemmelse at sidde derhjemme sammen med mine to sønner og fejre oprykningen uden at kunne drikke en øl med sin stab og spillerne, men vi må tage revanche efter kampen på lørdag mod Aastrup/Hammelev,« lover cheftræner for oprykkerne, Allan Haslund.
Jævnbyrdig første periode
Hjemmholdet bød Nørager op til dans i de første 45 minutter, og der var også muligheder i begge ender af banen for scoringer, men først i halvlegens sidste minut skete der noget.
Nøragers kaptajn Mads ’Pylle’ Pedersen fik en skudchance fra en position omkring 16-meteren, og den udnyttede han perfekt, næsten.
Afslutningen ramte stolpen, men holdkammerat Mathias Fisker var snarrådig over returen og bankede sit hold foran 1-0.
I pausen kom humørbomben Lasse ’Panenka’ Katholm på banen i stedet for Jan Ankerstjerne, der følte sig dårlig i den hede sommervarme.
Syv minutter senere lagde den fyrige Katholm op til 2-0 scoringen, der var signeret topscorer Rasmus ’Ralle Jensen.
»Herfra døde hjemmeholdet totalt, mens vi fortsatte med at køre på. Jeg fik igen set, at vores fysiske form er noget bedre end de fleste andre holds i rækken,« siger Allan Haslund.
Den spilintelligente venstreforsvarer Jonas D. Friis øgede i det 69. minut til 3-0 på et fint placeret hovedstød i det lange hjørne efter en frisparksbold fra Rasmus Krause Mouridsen.
»Flot headet af Jonas, men ufatteligt, at man kan stå så fri ved bagerste stang ved et frispark,« funderer Haslund hovedrystende.
I de sidste ti minutter øgede Rasmus ’Ralle Jensen til 4-0 og Lasse ’Panenka’ Katholm til 5-0.
Det var Katholms scoring nummer ni i denne sæson, og det hører med, at han kun har spillet noget nær halvtid i det hidtil 11 afviklede kampe.
Det var en lidt mærkelig fornemmelse at sidde derhjemme sammen med mine to sønner og fejre oprykningen uden at kunne drikke en øl med sin stab og spillerneAllan Haslund
Av for s....!
Anfører Mads ’Pylle’ Pedersen måtte forladen valen efter en time. Han havde bogstavelig talt ondt i den ene storetå efter tidligt i kampen at have været i clinch med hjemmeholdets store stopper.
En senere tur på skadestuen afslørede, at der var tale om et brud. Derfor er kaptajnen ude de næste 2-3 uger.
Han blev den sidste halve time erstattet af unge Frederik Nicolajsen, der i en del af sæsonen har været fraværende grundet kyssesyge.
Unge Nicolajsen er Allingåbro dreng, og en spiller som cheftræner Haslund har stor fidus til kan blive en markant figur i løbet af de kommende sæsoner.
Spillende trænerassistent Michael Jensen på 34 somre blev siddende på bænken i samtlige 90 minutter.
»Dejligt, at vi allerede nu har sikret oprykningen. En målscore på 29-4 efter 11 kampe må vel også siges at være godkendt,« siger Allan Haslund, der er glad for den hurtige tilbagevenden til Serie 1.
»Jeg er sikker på, at vi kan klare os. De unge har fået mere rutine og kamperfaring, men det bliver meget sværere nu på alle planer. Det skal vi indstille os på.«
Det gælder f.eks. højreforsvarer Jesper Brandt-Skipper, der spillede en stor kamp mod HOG Hinnerup, ifølge Haslund.
Comeback til ’Marcello’
Allan Haslund vil efter sommerferien fortsætte med at lade første- og andetholdet træne sammen.
»Det har været meget fint, at de spillere, der gerne vil træne seriøst sammen to gange ugen, gør det. Jeg tror, det er motiverende for alle, at man er sammen om tingene, og sådan skal det være i en serieklub som Nørager, hvor vi også vægter, at vi har det godt sammen socialt.«
Andetholdet i Serie 4, som har Allan ’Klemme Jensen som boss, har klaret sig til en midterplacering i denne sæson. Senest spillede holdet 3-3 mod Auning efter at have været bagud 3-1.
I de sidste ti minutter scorede Nørager to mål. Det ene stod der trænersønnen Lukas Haslund på.
Der var comeback til den tidligere førsteholdsspiller Gunnar ’Marcello’ Pedersen, der ellers mest har spillet på tredjeholdet i Serie 5 grundet en fysik som gør knuder.
Men nu skal der tilsyneladende andre boller på den berømte suppe for ’Marcellos’ vedkommende.
»Gunnar har sagt til mig, at han begynder at træne igen, og det er kun glædeligt,« siger Allan Haslund, som forventer at have hele truppen intakt efter sommerferien.