Favoritdræber: Fodboldhold bankede flere langt bedre hold
Det lokale fodboldhold tog livet af flere på papiret langt bedre hold.
Thorsø/Tungelund IF har i løbet af foråret gjort det over al forventning i pokalturneringen i fodbold. Klubbens ene fodboldhold spiller til daglig i serie 5, men kom helt frem til 6. runde i pokalturneringen og slog på sin vej flere hold, der rangerer langt højere.
I de første to runder blev det til sejre over Herskind B og Vellev IF, der ligeledes spiller i serie 5. Dernæst ventede serie 4-holdet Vinderslev IF, hvor TIF som det laveste rangerende hold havde fordel af hjemmebane. Det blev neglebidende spændende, for holdene skulle ud i straffesparkskonkurrence, før hjemmeholdet kunne juble efter cifrene 8-7.
I næste runde blev det for alvor meget svært, for her fik Thorsø-holdet besøg af Fårvang IF, der spiller i serie 2, hvilket altså er hele tre rækker højere end TIF. Det var spillerne dog tilsyneladende upåvirkede af, for de var foran med hele 4-0 i pausen og endte med at vinde kampen 4-2.
I femte runde kom endnu et serie 2 hold, Hersom/Bjerregrav, til Favrskov for at møde det lokale serie 5 hold, der endnu engang gjorde det over al forventning og vandt kampen 5-2.
Tirsdag i sidste uge sluttede pokaleventyret dog, da TIF på hjemmebane var i kamp mod Lemming IF, der spiller i Jyllandsserien. Omkring 200 tilskuere var mødt frem for at støtte de lokale pokalhelte, som dog denne gang var oppe mod overmagten og tabte 7-0.
Oprykning
Efter pokalexiten kunne TIF fokusere på den næste kamp i serie 4, som skulle spilles allerede to dage efter den sidste kamp i pokalturneringen.
Det var en kamp på hjemmebane mod topholdet Vellev IF, hvor hjemmeholdet med uafgjort kunne sikre sig oprykning til serie 4. Mange af spillerne var trætte efter pokalkampen mod Jyllandsserieholdet, og klubben manglede desuden fire af sine profiler, fortæller seniorformand Joachim Andreasen. Det holdt også hårdt, men i slutningen af kampen fik TIF udlignet til slutresultatet 2-2, så oprykningen blev sikret inden sæsonens sidste turneringskamp, der spilles i denne uge.
Thorsø/Tungelund IF har i øjeblikket kun det ene seniorhold, men der er kommet mange nye til i år, så man satser på at tilmelde hold nummer to efter sommerferien.
»Vi har i en periode haft lidt svært ved at holde på spillerne, når de flytter for at begynde på uddannelse, men vi vægter det sociale meget højt med mange arrangementer og ser ud til at have fået en ny base af spillere,« fortæller seniorformanden.