Efter fire års sej kamp anlægges HOG Street Park
Hen over sommeren vil en såkaldt goalbox, en femmands kunstgræsbane, et agilityområde og en multibane skyde op på grusbanen ved HOG Fodbold.
Nu sker det – endelig, fristes man til at sige, i hvert fald hvis man tager HOG Fodbolds briller på. Efter fire års knoklen er arbejdet med HOG Street Park nu i gang.
»Vi har haft en lang kamp med at få alle tilladelser og miljøgodkendelser i hus. Det har været en sej omgang med diverse skærmydsler med politikere og forvaltningen. Undervejs mistede vi lidt gejsten i perioder: ’Orker vi det her?’ Men vi holdt fast,« siger formanden for HOG Fodbold, Niels-Christian Jönsson – han fortsætter:
»Så nu glæder vi os bare helt vildt, fordi det har været så længe undervejs. Da det hele faldt på plads, var det bare sådan: Yes!«
Han skynder sig at sende ros afsted til Rune Hellegaard Christensen, som har været projektleder på HOG Street Park.
»Han fortjener al mulig ros. Han har væet en utrættelig forkæmper for det her, og det skylder vi ham stor tak for. Det er ham, der har taget alt bøvlet. At han har holdt hele vejen igennem er imponerende,« siger fodboldformanden, som også roser HOG’s hovedformand Kristian Hasager for at have »håndteret politikerne.«
Et kæmpe plus
Helt præcist gik arbejdet med HOG Street Park i gang mandag 12. juni.
Hen over sommeren vil en såkaldt goalbox, en femmands kunstgræsbane, et agilityområde og en multibane skyde op på grusbanen ved siden af HOG Fodbolds nuværende kunstgræsbane.
En goalbox er en indhegnet lille bane, hvor man især kan øve afslutningsteknik, lave målmandstræning og generel teknisk træning.
Agilityområdet får forskellige redskaber til diverse former for behændighedstræning og styrketræning.
Mulitibanen kender mange fra skolegården. Det er en mindre bane med bander rundt om, hvor man både kan spille fodbold og basketball.
»Street Parken vil forbedre vores træningsfaciliteter især i vinterhalvåret. Fodbold er jo blevet en helårssport, og der er en forventning om, at man kan træne året rundt. Det har vi svært ved at leve op til – vi er lidt trængte med kun én kunstgræsbane. Så det nye område vil hjælpe gevaldigt. Det bliver et kæmpe plus,« siger Niels-Christian Jönsson, som tilføjer, at klubben vokser, specielt på børne- og pige/kvindesiden.
En del af et større projekt
Da HOG Street Park for fire år siden blev præsenteret, var det som en del af et større projekt kaldet Oasen. Det store projekt indeholdt også et aktivitetshus.
Klubben fik bevilget 8,5 millioner kroner fra kommunen til Oasen forudsat, at klubben selv kunne skaffe det samme beløb.
»Men dels kunne det samlede projekt slet ikke lade sig gøre for 16 millioner kroner. Dels viste det sig sværere at skaffe medfinansiering, end vi havde troet. Så nu bliver HOG Street Park første fase, og så må vi se, om vi får kræfter og penge til at rejse et hus også,« forklarer Niels-Christian Jönsson.
HOG Street Park ender i lidt over tre millioner kroner. Klubben har fået 500.000 kroner fra Elro Fonden samt 200.000 kroner fra Lokale og Anlægsfonden.
»Resten har vi sørget for selv via en god, fornuftig drift og selvfølgelig indtægten fra Hinnerup Cup,« siger fodboldformanden.
Og apropos Hinnerup Cup i slutningen af august: Forventningen er, at street parken står klar i god tid før stævnet.