Vivild kunne juble efter sejr over topholdet på to mål af 'Beat'
Med en flot 3-1 sejr over Aabyhøj på et solbeskinnet Aabyhøj Stadion er Vivild klar til at fortsætte i Serie 1 efter sommerferien.
Vivild havde sin mangeårige topscorer Sebastian Stær tilbage i truppen til lørdagens topkamp ude mod Aabyhøj.
Han har været fraværende siden opgøret mod Hasle i anden spillerunde, hvor han fik et vrid i anklen, som siden har voldt ham problemer.
»Sebastian var forleden en ugelang tur på Lanzarote, hvor han fik trænet godt. Han skrev hjem til mig, at han var klar og gerne ville bidrage mod Aabyhøj, hvis vi kunne bruge ham,« fortæller cheftræner Frak Ole Enevoldsen.
Stær startede på bænken sammen med Christoffer ’Pjokke’ Vendelbo og Frederik Juul Espensen.
Frank Ole Enevoldsen havde valgt at placere tilbagevendte Mathias Severinsen som venstreforsvarer, hvor det unge talent med sin fart var udset til at skulle lukke denne side ned.
Ellers var den øvrige startopstilling den samme, som i de seneste kampe.
Perle af ’Beat’
På forhånd så opgaven svær ud mod topholdet, der på sin velbesøgte hjemmebane kunne sikre sig oprykning til Jyllandsserien-2 definitivt.
»Vi kom under det forventede indledende pres, men mine spillere stod virkelig flot imod og gav ikke meget væk,« siger Frank Ole Enevoldsen.
Vivild begyndte stille og roligt at få fang i kampen, og selvtilliden steg flere grader, da midtbanespilleren Michael ’Beat’ Jensen efter 27 minutter hamrede et søndagsskud af, selv om kalenderen viste lørdag.
»Fra 20 meter ramte ’Beat’ bolden perfekt, og Aabyhøjs målmand kunne intet stille op,« noterer cheftræneren.
Netop triumviratet Michael ’Beat’ Jensen og anfører Nicklas Mathiesen på den centrale midtbane foran aflukkeren Casper Moltke Christiansen på positionen som seks’er arbejdede stenhårdt og gjorde, at hjemmeholdet aldrig fik overtaget i maskinrummet.
Målmand lyskenskadet
Efter pausen blev de nedadvendte mundvige blandt hjemmeholdets fans endnu mere markante, da Michael ’Beat’ Jensen atter var på pletten i det 50. minut.
Helt galt blev det, da en af sæsonens meget markante Vivild aktører, Auning drengen Sander Konggaard, på højrekanten blot to minutter senere øgede til 3-0.
Sammen med kantkollegaen i venstre side, den finurlige Peter Lindgaard Møller, har Sander Konggaard, der er storebror til pigetalentet Silje ’Konge’ Konggaard, IF Midtdjurs, taget et par syvmileskridt udviklingsmæssigt i dette forår.
Med en god halv time igen indtraf uheldet hos gæsterne.
Den velspillende målmand Nikolai Hansen, en anden gut, der har vist store evner i foråret, måtte trække sig efter at have taget et målspark.
»Nikolai mærkede et riv i lysken og kunne ikke fortsætte. Heldigvis har Casper Moltke Christiansen prøvet at tage med hænder før, så han kom på mål, mens vi rykkede Mathias Severinsen op som defensiv midtbanespiller og satte rutinerede Frederik Juul Espensen ind i venstre forsvarsside,« forklarer cheftræneren.
En reducering på straffespark efter 68 minutter skabte ikke unødig panik hos gæsterne.
»Vi kom selvfølgelig under tryk det sidste kvarter, hvor Aabyhøj øste den ene høje ballonbold efter hinanden ind i vores felt. Det resulterede i en enkelt stor chance for yderligere reducering, men den missede de. Modsat kørte vi nogle omstillinger, som desværre ikke resulterede i en scoring mere.«
Comeback til Stær
Sebastian Stær gjorde comeback i slutfasen på den ene kant og løste sine pligter.
»Sebastian mangler meget for at være tilbage i topform, men dejligt at have ham med igen,« siger en glad Frank Enevoldsen.
Han fremhæver sin kaptajn Nicklas Mathiesen for en flot præstation.
»Vi leverede en imponerende holdpræstation, hvor vi viste, at vi også magter at fastholde bolden i længere sekvenser. Det er ikke altid, at anfører Nicklas Mathiesen bliver krediteret nok for sin rolle og indsats, men hans energi, løbevilje og evne til at bakke op om sine kammerater inde på banen er virkelig værdifuld og afgørende for os.«
Vivild slutter af hjemme mod formstærke Vorup FB fredag aften på Langhøj Idrætscenter klokken 19.
»Sammen med VSK har Vorup FB og os været de mest formstærke hold i anden spillerunde. Vi vil gøre alt for at slutte godt af og i det mindste bevare vores nuværende fjerdeplads,« siger Frank Ole Enevoldsen, der selvfølgelig er meget tilfreds med, at hans første sæson hos traditionsklubben har fået en lykkelig udgang.