Åbyhøj-piger til tops i Europa
Aabyhøj IF’s basketballpiger vandt guld i europæisk turnering
Med fem sejre i fem kampe vandt Aabyhøj IF's basketballpiger årgang 2001 2. maj guld i den europæiske EYBL-turnering i Cluzchow i Polen.
Dermed skriver det aarhusianske hold historie. Aldrig før har et dansk ungdomsbasketballhold været i super-finalen i EYBL-turneringen, hvor de bedste hold i Nordeuropa tørner sammen.
Træningsiver bar frugt
U15-pigernes træner Peter Madsen kan næsten ikke få armene ned:
“Det var fantastisk flot. Et imponerende resultat, som ikke tidligere er leveret af et ungdomshold,” siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Det er dejligt, at pigerne oplever, at deres store træningsiver nu virkelig har båret frugt.”
Åbyhøj IF besejrede i finalen Riga Sportschool med 49-46.
Ved præmieoverrækkelsen blev Malene Lind Pedersen kåret til hele turneringens bedste spiller, Andrea Bach Larsen kom på all star-holdet, og anfører Camilla Lind Christiansen blev udråbt som holdets vigtigste spiller.
Syv af spillerne går på elitesportslinjen, ESAA, på Rundhøjskolen.