Fortsæt til indhold

Fremads "uovervindelige" er pokalmestre efter sejr på »en af de nok ringeste baner nogensinde«

Fest, flødekartofler og fuld kontrol da Aarhus Fremad vandt sin første pokaltitel.

Sport

»Det er nok en af de ringeste baner, jeg nogensinde har spillet på,« siger Aarhus Fremad-spiller Andreas Damgaard. Og havde banen ikke været så ringe, så havde man nok også vundet mere eftertrykkeligt, lyder kampanalysen.

Men det er i sidste ende alt sammen detaljer. For Aarhus Fremads old boys-hold, der består af klubbens tidligere divisionsspillere, fuldendte søndag eftermiddag sit pokaleventyr og hev det første trofæ af sin slags hjem til Riisvangen.

Efter at have sendt OB ud i semifinalen, skulle holdet i finalen møde Christiania Sports Club (CSC). Selve kampen blev spillet på Kløvermarkens Idrætsanlæg i København - og her endte Fremad med en 1-0-sejr. Målscorer blev den tidligere AGF- og SIF-spiller Emil Scheel, som scorede kort inde i anden halvleg.

»Det kildede jo i maven, allerede da vi tog afsted med bus. Og vi havde helt fra start af også sat os for, at vi ville vinde den her turnering. Og at vi så lykkes med at vinde det hele og få en ægte DBU-medalje, det er så fedt,« siger Andreas Damgaard.

Det lugtede lidt af de gamle dage igen. Bortset fra vi nok fik lidt flere øl
Andreas Damgaard, pokalvinder fra Aarhus Fremad.

Rolig dag på målmandskontoret

Og ifølge midtstopperen og den tidligere anfører på klubbens 2. divisionshold så var der - trods den på papiret knebne sejr - tale om en mere sikker en af slagsen, end cifrene lige antyder. Målmand Peter Ravn fik i hvert fald ingen ”genetillæg” for sin indsats i finalen.

»Jeg tror, han rører bolden to gange i første halvleg, og det er begge gange med fødderne. Og i anden halvleg rører han nok bolden tre gange med hænderne, hvor han griber den to gange på nogle dødbolde og et flot langskud fra 30 meter,« siger Damgaard, der heller ikke blev overbelastet i midterforsvaret.

Imens havde Fremad flere halve og hele chancer - herunder et skud på overliggeren, og i anden halvleg brænder man på frit mål, som ellers endegyldigt kunne have lukket kampen. Fremad-spillerne var dog ifølge forsvarsgeneralen Damgaard i fuld kontrol i første halvleg, mens anden halvleg blev lidt sværere og mere ”tjubang”-agtig.

Pokaltrofæet kom hjem til Aarhus - hvor det nu bliver opbevaret et hemmeligt sted. Privatfoto

1-0-føringen holdt dog hele vejen hjem, og så kunne jublen ellers brød ud foran det, som Andreas Damgaard sjusser sig frem til har været omkring 200-300 tilskuere rundt om den gule og knastørre bane. ifølge Andreas Damgaard var der også cirka 30-40 med Aarhus Fremad-sympatier med til København for at se finalen.

»Efter slutfløjtet så var det bare ud til dem (fans og familie, red.) og lave Fenerbahce-hilsen, og så sad vi ellers ovre ved klubhuset og fik lidt flere øl og saft.«

Har noget at forsvare

Jes, der også kører Fremads 2. divisionshold, havde sørget for forplejning og en mindre bus til at køre holdet til København.

»Der var pasta og salat på vej derover. Og flødekartofler og frikadeller på vej hjem. Og der var høj stemning i bussen. Det lugtede lidt af de gamle dage igen. Bortset fra vi nok fik lidt flere øl,« siger Damgaard og griner.

Oldboys-holdet var hjemme i Aarhus igen søndag aften kl. 23, og så var det ellers med at være klar til en arbejdsdag mandag morgen. Det var første gang old boys-holdet var meldt til pokalturneringen, og man gør gerne det hele én gang til i næste sæson.

»Vi har fået det ud af det, som vi ville. Vi meldte os jo til for at få noget mere modstand, og det har vi jo fået. Vi har jo næsten kun vundet med 1-0 i vores pokalkampe. Så vi melder os helt sikkert til igen næste år. Nu har vi jo også noget at forsvare,« lyder det fra Andreas Damgaard.

Fremads hold består af klubbens tidligere divisionsspillere. Til dagligt vinder de ”uovervindelige” ofte i overlegen stil med seks, syv og otte mål i den lokale Aarhus-række - en række som man har vundet adskillige år i træk.

Med sejren i pokalturneringen er det dog første gang Aarhus-klubbens navn kommer på trofæet der. Tidligere vindere fra Aarhus tæller bl.a. AIA-Tranbjerg, som vandt pokalturneringen tilbage i start 80’erne to år i træk.