Fortsæt til indhold

Ådalen nulstillede Nielstrup/Voldum - men ikke målsluger Søndermark

Topscorer Kasper 'Lozz' Jensen var den store spiller, da Ådalen besejrede cheftræner Lasse Dahl Sørensens mangeårige yndlingsklub

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Ådalen gik fra de store højder til de dybeste dale i de to seneste spillerunder i Serie 3.
I hjemmekampen mod cheftræner Lasse Dahl Sørensens mangeårige yndlingsklub, Nielstrup-Voldum, var gæsterne foran 1-0 ved pausen.
Efter pausen speedede Ådalen imidlertid tempoet op hjulpet af en pæn medvind, og det resulterede i hele fire scoringer i de sidste 45 minutter uden, at Nielstrup-Voldum kunne svare igen.
Topscorer Kasper 'Lozz' Jensen var dagens mand med hele tre scoringer, og kun det ene med 'låget'.
Den sidste scoring stod der Frederik Sølvsten på.
"Vi kom flot igen efter pausen og efterlod ingen tvivl om, at vi var det bedste hold," lyder det fra en tilfreds Lasse Dahl Sørensen, der kender sine tidligere klubkammerater særdeles godt fra mange år på fodboldbanen sammen.
Det kunne han udnytte til at få sit Ådalen-hold til styre begivenhederne efter pausen.
'Man-of-the-match' blev naturligvis Kasper 'Lozz' Jensen, som fik samtlige stemmer - bortset fra sin egen.

Søndermark er ved at være der

I opgøret mod HØST på Hadbjerg Stadions månekraterlignende grønsvær kunne Ådalen ikke følge op på den gode indsats mod Nielstrup-Voldum.
Hjemmeholdet, der er nyoprykker og har fået en træg start på opholdet i Serie 3, er begyndt at røre på sig. Ikke mindst fordi topscorer Jesper Lars Søndermark Jepsen er ved at have spillet sig varm.
Søndermark, der fyldte 35 i januar, men fortsat har samme vægt, som da han var 17 og spillede i Viking Pindstrup, scorede to gange mod Ådalen, og det var i høj grad medvirkende til, at HØST kunne notere en 3-1 sejr efter pauseføring 2-0.
"De var bare bedre end os på dagen, og vi fik aldrig spillet til at køre," erkender Lasse Dahl Sørensen.
"Da de kom foran, kunne de pakke sig og spille på omstillinger, fordi de har Jesper Jepsen i front. Han kunne have lukket opgøret ved 2-0, men han brændte en friløber," fortæller Lasse Dahl Sørensen, der jævnligt mødes med HØST-måltyven, fordi de har børn i samme børnehave.
Ådalen fik skabt lidt panik i hjemmeholdets rækker, da Kasper 'Lozz' Jensen reducerede til 2-1 efter 57 minutter, men HØST formåede at holde stand, og da Jesper Lars Søndermark Jepsen øgede til 3-1 i det 84. minut, var det ude med Ådalen.
"Jeg bruger kun tid på kigge nedad i rækken, og derfor var nederlaget til HØST en streg i regningen, fordi de nu kommer tættere på os," siger Lasse Dahl Sørensen.

Mod Alliancen lørdag

Lørdag starter anden turneringshalvdel, når Ådalen gæster rækkens nummer næstsidst, Alliancen, på Stevnstrup Stadion klokken 14.
En kamp, der skal vindes, men statistikken taler ikke til Ådalens fordel.
Holdet har vundet sine tre hjemmekampe i første turneringshalvdel, men til gengæld kun hentet to point på udebane via to uafgjorte opgør. De to andre udekampe er begge resulteret i nederlag.
"Derfor kan vi meget passende vinde for første gang på udebane på lørdag," siger Lasse Dahl Sørensen.
Han måtte til opgøret mod HØST undvære fire spillere: langtidsskadede Casper Thoudal (brækket ben - og ude resten af året) plus de skadede Nikolaj Voldby, Jonas Andersen (meldte fra efter opvarmningen) og Mike Skovsende.
Kun de to sidste har en mulighed for at blive klar til opgøret mod Alliancen.