FC Djursland sagde farvel med en målfest
FC Djursland spillede uafgjort 4-4 på udebane mod Kjellerup IF og rykker ned fra danmarksserien. Næste sæson står på fodbold i Jyllandsserie 1.
Som ventet rykker FC Djursland ned i Jyllandsserien 1 efter én sæson i Danmarksserien. Der var ikke fugls føde på den papirstynde teoretiske chance for at redde livet, men det djurslandske fodboldflagskib sank med maner. I den sidste kamp på ‘bjerget’ i Kjellerup spillede de unge djurslændinge frisk fremad banen og gav det formstærke hjemmehold kamp til stregen. Kjellerup IF lagde ud som lyn og torden og var foran med 2-0 efter 10 minutters spil. Mikkel Sloth og Oliver Jensen med to mål vendte kampen på hovedet, så FC Djursland gik til pause foran 3-2. I 2. halvleg gentog de samme to spillere chockstarten for Kjellerup IF og bragte indenfor få minutter hjemmeholdet foran med 4-3 inden lillebror Christian Jensen med et flot frisparksmål sørgede for 4-4 og dermed satte Jensen-signaturen på tre af dagens mål.
Det var en intens, men dog udramatisk kamp mellem to hold på vej på sommerferieNicolai R. Poulsen
»Det var en livlig kamp mellem to hold, som begge ville slutte sæsonen af med en sejr. Derfor blev det en målrig kamp, hvor begge hold udnyttede hinandens fejl på den bagerste del af banen,« fortæller sportschef Nicolaj R. Poulsen.
»Vi var klar over, at vi skulle ud og løbe med Kjellerup IF’s spillere og have fart i vores fremadrettede spil. Men Kjellerup IF har dygtige omstillingsspillere, og de viste deres farlighed i staren af begge halvlege. I kampens start havde vi en afslutning på overliggeren ved William Loft, og siden arbejdede vi os to gange tilbage i kampen. Vi havde momentum efter udligningen til 4-4, men deres målmand reddede flot. Kampen endte med et rødt kort til en Kjellerup-spiller for to gange gult kort. Det var en intens, men dog udramatisk kamp mellem to hold på vej på sommerferie,« siger Nicolaj R. Poulsen.
FC Djursland måtte undvære Malthe Lemming Engelund og Benjamin Lahn Sørensen og spillede derfor med Oliver Jensen på toppen. Unge Nikolaj Rohde i målet er på vej til et fodboldstudieophold i Coventry og spillede derfor afskedskamp for FC Djursland. I pausen blev han afløst af Anders Emil Hjort, som dermed fik comeback i Danmarksserien efter at have mistet hele foråret på grund af en skade i hånden under opstarten.
Et godkendt forår
FC Djurslands konkurrenter om at undgå nedrykning, ASA Aarhus, vandt overraskende med 1-0 over Viby IF. FC Djursland og ASA, Aarhus tager derfor sammen turen ned i Jyllandsserien 1.
I et katastrofalt efterår fik FC Djursland kun fem point i 18 kampe, og det kunne holdet ikke hente i et ellers iøvrigt godkendt forår. Sæsonen bød på i alt 32 kampe, og i de 14 kampe i foråret spillede FC Djursland sig til 17 point.
»Cheftræner Felipe Soares roste spillerne for et veloverstået forår. Kampen mod Kjellerup IF viste essensen, som kendetegner vores udvikling. Vi har udviklet os som fodboldhold, og nu bliver det spændende at spille i Jyllandsserien,« siger Nicolaj R. Poulsen.
FC Djursland tabte forleden i DBU Pokalen med 1-0 til Søften, så nu er der blot en afsluttende træning tilbage inden holdet går på sommerferie.
»Så kan spillerne holde sommerferie og nyde deres studenterfester. Vi starter op igen i uge 29,« siger Nicolaj R.Poulsen.
Rohde rejser
Meget tyder på, at cheftræner Felipe Soares holder fast i det meste af truppen i efteråret. Kun U19 målmanden Nikolaj Rohde, som gjorde det godt som senior i forårets kampe, forlader skuden. Unge Lucas Bilstrup slutter sin uddannelse på Brazil fodboldlinjen, men bliver i Grenaa et halvt år mere. Angriberen Magnus Rasmussen er færdig i Livgarden og vender tilbage. Stortalentet Kasper Mikkelsen, som scorede de tre mål i U19 holdets sidste 3-3 kamp mod Randers Freja, skal starte på Brazil fodboldlinjen. Nicklas Sloth, som har fået et år ødelagt af en korsbåndsskade, er tilbage på træningsbanen og håber at få spilletid sammen med sin tvillingebror, holdets topscorer Mikkel Sloth.
Udenfor banen vil sportschef og assistenttræner Nicolaj R. Poulsen træde mere i baggrunden.
»Jeg har brugt mange timer i FC Djurslands motorrum og har en ugentlig arbejdsdag i Hanstholm for min arbejdsplads, Thorfisk. Jeg bliver nok at finde i en mere koordinerende rolle,« siger Nicolaj R. Poulsen.