Fortsæt til indhold

Stortalent fra Favrskov vinder karrierens største sejr

Anders Foldager vinder etape i Baby Giroen.

Sport

Cykelrytteren Anders Foldager, der kommer fra Thorsø, har i weekenden fået karrierens hidtil største triumf. Det skete i Italien på den ottende og sidste etape af Giro d’ Italia for U23-ryttere, populært kaldet Baby Giroen.

Feltet.dk skriver, at Foldager sammen med tre andre kom afsted i et morgenudbrud, der fik fem minutters forspring, før feltet for alvor satte jagten ind på udbryderne.

På en lettere stigning omkring 15 kilometer fra mål slap danskeren af med to af sine konkurrenter i udbruddet og han vandt stensikkert spurten over den sidste modstander.

21-årige Anders Foldager har tidligere i år skrevet kontrakt med det australske World Tour-hold Team Jayco-Alula, som han fra 2024 skal repræsentere. Indtil da kører han for det italienske cykelhold Biesse-Carrera.