Offensiv forstærkning: AGF henter talentfuld udlandsdansker
Ny mand i hvidt skal styrke offensiven.
AGF har på sidste feriedag før opstarten til den kommende sæson tilføjet en ny spiller til holdkortet.
21-årige Tobias Bech kommer til Aarhus på en femårig kontrakt og skifter fra den tyske 3. bundesligaklub FC Ingolstadt 04.
Her lavede han som fast mand i startelleveren i den forgangne sæson 14 mål og fem assist, og nu skal han altså tørne ud for bronzevinderne.
»Vi har fulgt Tobias og hans flotte udvikling med interesse i lang tid. Allerede da han var i Viborg FF viste han, hvilket talent han indeholder, og hans udvikling er fortsat i tysk fodbold, hvor han har gjort en stor forskel for sit hold i en stærk liga. Så det er en fornøjelse, at det nu er lykkes at hente ham til vores klub,« siger sportschef Stig Inge Bjørnbye om den nye tilføjelse.
»Tobias byder ind med nogen stærke offensive kvaliteter og et godt venstreben, og så har han en stærk karakter og en god personlighed. Han er en ydmyg og hårdtarbejdende spiller, der tidligere har vist sit værd i Superligaen. Nu ser vi frem til at se ham folde sig ud i den hvide trøje.«
21-årige Bech fik sin fodboldopdragelse i Viborg, som han fik seniordebut for allerede som 16-årig. Her blev det til 92 kampe og 18 mål før udlandseventyret, og nu er han klar til at prøve kræfter med fodbolden i Aarhus. Et skridt op, som han siger.
»Jeg glæder mig meget til at komme i gang. AGF er et skridt op for mig til en stor klub, og da jeg hørte om interessen, var jeg aldrig i tvivl om, at det var det, jeg gerne ville. Når man får sådan en mulighed, så skal man tage springet. Jeg er klar til det næste kapitel i min karriere efter et godt år i Tyskland, hvor jeg synes, jeg har udviklet mig i en god sæson for mig personligt. Nu glæder jeg mig til at komme tilbage til Superligaen og til at tage fat på arbejdet med mine nye holdkammerater,« siger Tobias Bech.