Fortsæt til indhold

U12-drenge fra Hørning vandt det uofficielle U12 DM

Håndbolddrengene sluttede sæsonen som ubesejrede

Sport
Arkiv

U12-drengene fra Hørning Håndbold sluttede en lang sæson af som ubesejrede.

Holdet begyndte sæsonen med at vinde ÅH Cup i august, hvor deres niveau var højt. Efterfølgende vandt holdet A-rækken før jul, Skjern Julecup og AA-rækken efter jul.

Drengene har spillet flot håndbold, hvor alle på holdet har budt ind, og man har haft et sikkert forsvar, to gode keepere, samt et angrebsspil med mange forskellige målscorere og assists.

Holdet består af et bredt hold med dygtige individuelle spillere som herudover også har et fantastisk sammenspil og sammenhold, fremgår det af en pressemeddelelse fra Hørning Håndbold.

Blev jyske mestre

Drengene vandt også kreds 4-5-6 cup, hvor holdet på deres vej slog flere AA-hold ud. Drengene deltog ved JM efter at være blevet puljevindere i AA-rækken, hvor de var i en pulje med tre kampe i alt.

Modstanderne var Mors, Aars og Ribe. Alle kampene blev vundet, og drengene kunne dermed kalde sig jyske mestre.

Holdet deltog ved det uofficielle U12-DM i Hvidovre, hvilket drengene havde set meget frem til.

Hørning kom i en hård pulje, hvor nr. 1, 2 og 3 fra U10 DM var med. Kun to af holdene gik videre fra puljen til slutspillet om DM. Lørdag startede drengene ud mod TMS Ringsted og fik en nervøs start.

I løbet af kampen fik de dog styr på nerverne, og via flot forsvarsspil vandt de kampen 11-4. Herefter mødte de Helsinge, som de slog 19-10, og holdet var dermed sikret at gå videre, inden de mødte Ry i sidste puljekamp. Hørningdrengene slog Ry 18-13 og var dermed puljevinder.

Søndag skulle de møde Stjernen IF og Roskilde i en mellemrundepulje, hvor kun et hold gik videre til semifinalen. Holdet startede med at slå de fynske mestre Stjernen med 21-11.

Herefter slog de Roskilde 16-8, og holdet var dermed sikret en semifinaleplads.

Søndag spillede de fremragende håndbold og udviste fightervilje og sammenhold. I semifinalen skulle Hørning møde GOG, hvor drengene vandt klart med 21-10.

Fik revanche mod Ry

Holdet var klar til finalen, som var en gentagelse af U10 DM-finalen mellem Hørning og Ry. Drengene var meget opsatte på at få revanche fra dengang, hvor de tabte med et mål til Ry. Den her gang skulle guldet med hjem til Hørning.

Ry fik ikke et ben til jorden i den kamp, hvor Hørning vandt kampen 20-6, og drengene kan dermed kalde sig danske mestre 2016/2017.

“U12 DM var en god afslutning på en forrygende sæson for U12-drengene, som har vundet alt, de har deltaget i. Foruden alle sejrene har drengene et fantastisk sammenhold uden for banen, og de deltager i alle klubbens sociale tiltag. Det er en fornøjelse at arbejde med de her drenge, som altid møder glade og klar, og gerne vil udvikle sig og lære. Vi er meget stolte over vores skønne drenge, og det som de både på banen og uden for banen har vist,” skriver trænerteamet fra Hørning Håndbold i pressemeddelelsen.

jesl