Casper Pilgaard mange Formel 4 erfaringer rigere
Med tre løbsafdelinger i bagagen i den nye Formel 4 klasse kan den talentfulde motorsportskører fra Ryomgård bruge sommeren til at forberede sig på efterårets fire løb
Efter forårets tre kørte afdelinger i den nye Formel 4 klasse ligger Casper Pilgaard, 19, Ryomgård, på sjettepladsen i det samlede klassement i kampen om det danske mesterskab.
Casper Pilgaard fik ikke just den nemmeste start på sæsonen, med hele 2 uforskyldte luftture i løbet af de to første løbsweekender.
Ved de tre kørte afdelinger har Casper Pilgaard klaret sig således:
- 22.-23. april, FDM Jyllandsringen (DTC): To tredjepladser, en sjetteplads - sammenlagt 38 point.
- 10.-11. juni, Tradium Ring Djursland (DTC): To femtepladser og en IK = Ikke Klassificeret - sammenlagt 20 point
- 24.-25. juni, Padborg Park: To femtepladser og en sjetteplads - sammenlagt 28 point.
Sommeren skal bruges til at gøre bilen endnu mere konkurrencedygtig. Skal den nuværende placering i klassementet forbedres i efterårets fire løbsafdelinger, betyder brøkdele af sekunder alverden.
Næste gang, det gælder, foregår det på FDM Jyllandsringen i Resenbro 18.-20. august.
Daniel Lundgaard ligger nummer 1 i det samlede klassement foran kometen Frederik Vesti. De to har hidtil været suveræne.
Nummer 3, 4 og 5 i klassementet - Christian Rasmussen, Mikkel C. Henriksen og den overhypede Noah Watt har Casper Pilgaard tidligere vist, at han kan give baghjul, så hvis det flasker sig i efteråret, materiellet er toptunet og den mentale side er på plads, er en podieplacering som nummer 3 absolut inden for rækkevidde.
Casper Pilgaard startede med at køre gokart som syvårig og rykkede i 2016 op i Formel Ford, hvor det blev til en tredjeplads i DM.