Fortsæt til indhold

Bundesliga-legende og tidligere landsholdsspiller er ny cheftræner for AGF's kvinder

Michael Schjønberg skal stå i spidsen for AGF's kvinder de næste tre år.

Sport
am

Han har vundet Bundesligaen med Kaiserslautern, den tyske pokalturnering med Hannover 96 og Confederations Cup med det danske herrelandshold. Og nu kan han også skrive cheftræner for AGF’s kvindeligahold på cv’et.

Onsdag oplyser den aarhusianske fodboldklub, at man har hentet ingen ringere end Michael Schjønberg som ny cheftræner for AGF’s Kvindeligahold.

VM-kamp i Lyon. Frankrig - Danmark 2 - 1. Heintze og Schjønberg (th.) i kamp med Henry i 1998. Foto: Lars Poulsen

»Det er en stor kapacitet, vi får i spidsen for holdet med meget erfaring fra både på og udenfor banen. Vi har ledt efter rutine og ballast i den kommende cheftræner, og det får vi i Michael, som kommer med en bred baggrund fra forskellige træner- og lederopgaver hen over de sidste tyve år,« siger chef for AGF Kvindefodbold Marie Greve, der samtidig sender en stor tak til Nichlas Ørbæk Knudsen og Peter Pedersen, der i foråret førte holdet tilbage til Gjensidige Kvindeligaen.

»De har gjort et fantastisk flot stykke arbejde i en overgangsperiode og det glæder mig, at Nichlas Ørbæk Knudsen har sagt til at blive assistenttræner i det nye set up, mens vi i fællesskab er ved at finde ud af, hvad Peter Pedersens fremtidige rolle skal være, hvor han har haft en vigtig rolle omkring vores individuelle træningssetup.«

Det er en fantastisk spændende udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til.
Michael Schjønberg, ny AGF-træner.

»Fantastisk spændende udfordring«

Den nye cheftræner for AGF’s kvinder startede sin trænerkarriere i 2001 efter en spillerkarriere, der bød på næsten 400 kampe for klubber som OB, Hannover 96 og FC Kaiserslautern, samt 44 kampe for det danske landshold.

Siden har han blandt andet været cheftræner i Herfølge BK, FC Vestsjælland og Vendsyssel FF, ligesom han har været sportsdirektør i FC Kaiserslautern og FC Vestsjælland. Senest har han stået i spidsen for den færøske klub 07 Vestur. Men nu gælder det altså nye udfordringer i Danmark og i Aarhus.

Michael Schjønberg er ny chef for AGF's kvinder. Foto: Jens Dresling

»Det er en fantastisk spændende udfordring, som jeg ikke kunne sige nej til. Siden jeg fik lejlighed til at arbejde med kvindeholdet i Vålerenga, da jeg i sin tid var assistenttræner i klubben, har jeg haft lyst til at arbejde med kvindefodbold og se, om jeg kunne gøre en forskel for en gruppe spillere på vej frem. Og det har jeg fundet her i Aarhus, hvor AGF har gang i et spændende projekt, hvor det nu gælder om at stabilisere os i ligaen efter et par ustabile år,« siger Schjønberg.

»Det er en opgave, som jeg ser frem til at løfte i selskab med de mange gode og engagerede mennesker i og omkring holdet,« lyder det fra den nye cheftræner, der har lavet en treårig aftale med AGF.

Her starter det hele for alvor, når holdet den 17. juli begynder træningen frem mod den nye sæson efter sommerferien.