Fortsæt til indhold

Sportscamp i Tirstrup hitter

Det er sjovt at være på funcamp. Det er der i hvert fald flere og flere børn og unge, der synes, og sommercampen har derfor fordoblet antallet af deltagere de sidste tre år.

Sport

De sidste par uger har det sydet og boblet i det danske sommerland med forskellige feriecamps for børn og unge. Et af de nyeste skud på stammen er Funplay i Tirstrup. Her mødte ikke færre end 57 børn op hver dag i sidste uge for at - ja, have det ’fun’ med alle mulige aktiviteter.

I en Tirstruphal, som var festligt pyntet op med lyskæder, pavilloner og udstyret med slush-icemaskine, kunne deltagerne prøve kræfter med blandt andet basketball, håndbold, badminton, stafetter, rundbold, bumper balls og meget mere.

»Vejret har ikke vist sig fra sin bedste side denne uge, så vi har været meget inde i hallen, men vi går selvfølgelig ud, hver gang solen viser sig,« fortæller 27-årige Timm Mogensen, som er initiativtager til Funplay.

Det dårlige vejr har dog ikke betydet noget som helst for Eske Morten Mikkelsen, Balle, og Oliver Kjeldgaard Egedal, Tirstrup. De er begge 11 år og deltager for første gang.

»Det har været en helt vildt god uge. Jeg ville gerne på Funplay for at prøve nogle nye ting og få nye venner,« siger Oliver og Eske tilføjer:

»Også mig. Jeg gider ikke bare ligge derhjemme, og jeg har glædet mig til at komme her hver eneste dag. Mig og Oliver kendte ikke ikke hinanden før, men nu er vi blevet venner.«

»Det, vi har glædet os mest til, er, at om torsdagen maler vi på tøj med uv-maling, og så om fredagen skal vi skyde med sådan nogle gel-blasters inde på sådan en kæmpe bane, som de voksne har lavet til os i den lille hal. Det er megafedt,« siger Oliver Kjeldgaard Egedal.

Der skal ske noget

Funplay er et privat initiativ og blev startet af Timm Mogensen, 27 år, for tre år siden. Første år mødte 15 børn op, andet år 30 og i år har deltagerantallet altså endnu engang fordoblet sig selv til hele 57 aktive børn og unge.

»De fleste kommer fra Rosmus Skole, hvor vi har været ude at dele flyers ud, men ellers er det mest mund til mund, der har gjort, at flere og flere kommer. Der er nogle, der har været her alle tre år, og det er dem, der er vores grundlag. Det er på grund af dem, det her kan lade sig gøre,« fortæller han.

Timm Mogensen er fra Ørum og har altid været aktiv i foreninger, især som håndboldtræner. Han flyttede til Tirstrup med to kammerater i foråret 2020, og hurtigt fik de sat gang i noget hygge-familiebold på kunstgræsbanen henover sommeren. På den baggrund fik han en henvendelse fra Alette Lena Skov-Hansen, Syddjurs Kommune, som er koordinator for Landsbyklyngen Østdjurs.

»Hun spurgte, om ikke vi havde lyst til at starte en camp op for, for der var nogle penge til rådighed i en byfornyelsespulje, og så tænkte vi, jo, hvorfor ikke.«

I år er de fem voksne, alle midt i 20’erne, der bruger en uges ferie på at give børnene en uges funplay med et tætpakket aktivitetsprogram.

»Jeg har det sådan, at der skal ske noget for børn og unge i de her små byer. Jeg vil gerne selv, når jeg får børn, undgå at skulle køre efter gode aktiviteter, så derfor gør vi det. Fordi, vi synes, det er vigtigt, at der sker noget for dem i deres eget lokalområde.«

Timm Mogensen gør et stort arbejde med at skaffe sponsorater til campen, og dem er der heldigvis mange af. Det koster 850 kroner for børnene at deltage, men så får de også seks dages fun, tøj, mad og nye venner.

»Vi måtte faktisk lave en venteliste i år, så næste år håber vi at kunne tilbyde to uger,« afslutter han.