Fortsæt til indhold

Vejfodbold og Blyfri 95 dominerende cocktail ved byfest

Der bliver både spillet med fødderne og med hænderne, når byfesten i Ryomgård kulminerer fredag 18. august med vej- og firmafodbold for hele familien og stedsegrøn popmusik leveret af herrekvintetten Blyfri 95.

Sport

Der er snart byfest i Ryomgård.

Traditionelt er den store aften fredag, hvor børn, unge og lidt ældre af begge køn kan hygge sig con amore med gade-, vej- og firmafodbold med Mickey Henrik Nørgaard, næstformand i IF Midtdjurs Fodbold, som primus motor og stævnearrangør.

Djurslands Bank er sponsor, og derfor er turneringen naturligvis døbt Djurslands Bank Cup.

Det koster blot 200 kroner pr. hold, 4 spillere på banen og 2 udskiftere, at være med.

»Vi spiller for sjov, så voldsomme tacklinger og meget hårdt spil er ikke tilladt og kan resultere i en udvisning,« understreges det i indbydelsen.

I disse for vort land så kønsspecifikke tider tæller mål scoret af piger/kvinder og børn u/10 år dobbelt. Der er præmier til 1., 2. og 3. pladsen.

Der vanker aftensmad og væde til de sultne på anlægget ved Ryomgård Stadion i det opstillede byfesttelt formedelst en billig sum penge.

Håndspillet popmusik

Efter fodbolden spiller kvintetten Blyfri 95 i teltet. Håndspillet og melodiøs popmusik som tør være sig selv bekendt. Der er ingen grund til at fedtspille.

Otte år har bandet efterhånden på bagen.

Blyfri 95 har en grydeklar musikalsk dagsorden, som der ikke kan pilles ved.

Den hedder egne kompositioner, og dem er der efterhånden et par håndfulde af.

Hertil kommer, at bandets eget materiale suppleres af numre fra tiden med Bamses Venner og fra Flemming Bamse Jørgensens solomateriale.

»Det holder vi fast i, og vi går ikke på kompromis, selvom publikum til en fest forlanger sange af en anden kunstner. Enten har vi et koncept eller har vi ikke,« forklarede forsanger og benjamin Anders Pedersen, der har en stemme som klart emmer mere af Bamse end af Stig Rossen, da Lokalavisen besøgte gruppen i øvelokalet sidste år.

Anders Pedersen har højde og drøjde til at udfylde rollen som manden i midten up front En ordentlig Bamse i positiv forstand.

Hans nasale stemme går klart igennem, og han tør smide sikkerhedsbæltet.

Stemmen vibrerer på sine bedste dage direkte i dine løg, og er så faretruende tough sine steder, at damerne forveksler Pedersen med en vild og ung Elvis Presley og hvad deraf følger.

Oldies but goodies

Ældste mand i Blyfri 95 er bassisten Lars Tækker.

Han har prøvet turen rundt på Djursland i de store byfester og halballers tid i 1970’ene og 1980’erne.

Tækker har en musikalsk fortid i hedengange Falcon, senere New Falcon, der spillede kroer, haller og spillesteder på Djursland totalt tynde i 1970’erne.

Ingen fester uden, at der stod ’Musik: Falcon og senere New Falcon’ på den.

Guitarist og komponist Kristian Danielsen har eget studie i Mørke og fungerer også som coach og mentor for unge bands. Han er altid parat med gode råd og nyder at hjælpe unge musikere på vej.

Hans søn, Thomas Drachmann Danielsen, er kapelmester og trommeslager hos Christopher og har netop spillet med popidolet til Smuk Fest i Skanderborg.