Gammel kending tilbage i Vivild IF som målmandstræner
Tony Hansen vogtede i fordums dage målet i syv år for Vivilds førstehold. Nu vender den 58-årige Pindstrup gut tilbage til Langhøj Idrætscenter.
Tony Hansen, 58, er ansat som ny målmandstræner for Vivild IFs bedste seniormålmænd med talentfulde Nikolaj Hansen i spidsen.
Sidstnævnte fik lidt af et gennembrud i foråret.
Foreløbig er Tony Hansen ansat frem til årsskiftet, fortæller fodboldformand i Vivild IF, Jesper Møgelvang.
Tony Hansen har tidligere været førsteholdsmålmand i Vivild IF i syv år, hvorefter han fortsatte i flere andre klubber på Djursland.
Han har også tidligere været målmandstræner i flere klubber på Djursland, senest i Kolind/Perstrup IF, hvor han stoppede efter dette forår.
Tony Hansen er bosat i Pindstrup.
»Tony kommer til at deltage i træning en gang om ugen, og så kommer han fast til at tage med cheftræner Frank Ole Enevoldsen til kamp. Tony glæder sig rigtigt meget til at komme i gang i Vivild IF, hvor han havde en god en tid som spiller, og Frank glæder sig rigtigt meget til at få Tony med som målmandstræner her i efteråret,« siger Jesper Møgelvang.
Vivild IFs førstehold i Serie 1 sæsondebuterer lørdag på udebane i Aarhus på stadionanlægget ved Idrætshøjskolen i det nordlige hjørne af Jyllands hovedstad.
Her inviterer VSKs divisionsreserver, som Vivild havde et godt tag på i foråret og besejrede to gange.