Gustav Mogensen jagter spilletid i den næstbedste norske række
Den tidligere Viking Pindstrup, IF Midtdjurs, AGF og Brentford spiller kickstarter fodbolden hos Hødd i den næstbedste norske række.
Den tidligere ungdomsspiller i Viking Pindstrup og IF Midtdjurs, Gustav Mogensen, 22, tager et skridt nedad rangstigen i jagten på spilletid.
Det sker i norske Hødd, der spiller i den næstbedste række, hvor holdet efter 16 spillerunder er placeret som nummer næstsidst.
Gustav Mogensen debuterede i sidste spillerunde mod Mjøndalen på udebane, hvor det blev til et 3-0 nederlag. Det unge angribertalent fik de første 68 minutter på banen.
I næste spillerunde vanker Bryne ligeledes på udebane.
Langvarig skade
Gustav Mogensen skiftede sidste sommer en tilværelse i engelske Brentford ud med et ophold i den norske eliteklub Sarpsborg 08.
De to parter indgik en treårig kontrakt, der løber frem til udgangen af juli 2025.
Gustav Mogensen har dog siden da blot fået to optrædender på klubbens bedste hold og et hav af kampe på bænken.
Sarpsborg 08 og han var enige om, at han skulle have mere spilletid for ikke at gå i frø. Derfor udlejningen til Hødd i resten af efteråret.
Over Nordsøen
Gustav Mogensen hoppede fra bopælen hos forældrene i Pindstrup over Nordsøen i januar 2019 efter at have afsluttet sin ungdomstid hos AGF.
I Brentford FC etablerede han sig med det samme fint i B-truppen og fik masser af spilletid. Alt tegnede godt.
Så rendte han desværre ind i det alle unge fodboldspillere frygter, en grim knæskade.
I august 2021 fik han revet et korsbånd over i sit ene knæ i en kamp for klubbens reservemandskab. I tilgift fik han en flænge i menisken.
Resten af tiden i England gik derfor med operation og genoptræning.
Trods den langvarige skade kunne Gustav Mogensen se tilbage på to gode år i Swinging London, hvor han som ungt menneske både blev uddannet og dannet. Også selvom afslutningen var barsk fysisk og mentalt. Han nåede også at være involveret i tre venskabskampe for Premier League-klubben, der siden er blevet alles darling. Ikke mindst hertillands grundet cheftræner Thomas Frank
Overgangen til norske Sarpsborg 08 efter tiden i London har ikke forløbet som ventet. Derfor skal tiden i Hødd bruges til at få flere minutter i benene og finde en ugentlig kontinuitet og rytme, der kan bane vejen for, at han spiller sig tættere på startopstillingen i Sarpsborg efter julepausen.
Vær sikker på, at der i Gustav Mogensens gener ligger en figtherånd, der gør, at han vil gøre alt for at komme tilbage til Sarpsborg i topform.
Skiftede som 12-årig
Gustav Mogensen skiftede fra IF Midtdjurs til AGF som 12-årig i 2012. Som 15-årig skrev han sin første kontrakt med AGF, hvor han siden var med på det hold, der som U17 blev danske mestre.
Gustav Mogensen begyndte i de helt unge år karrieren i IF Viking Pindstrup, før han fortsatte i IF Midtdjurs.
Han er ud af en rigtig sportsfamilie. Hans far, Jesper Mogensen, var som ungdomsspiller, et stort og ambitiøst talent i Kolind-Perstrup, før netop en grim knæskade ved et indendørsstævne i Kolind Hallen satte en stopper for en videre karriere.
Hans farfar, Tage Mogensen, var også en dygtig og målfarlig seriespiller i de unge år i Skjold Ryomgård, og på mødrene side skal det også nævnes, at onklen, Jacob Busch, var en dygtig seriespiller i Viking Pindstrups storhedstid.
Nu laver han forspændingsøvelser på oldboysholdet i IF Midtdjurs.
Den temperamentsfulde, energiske og meget talende Busch scorede mange mål med låget, fordi han var dygtig til at udnytte, at han var høj som et hus.
Gustav Mogensen har spillet hele 38 landskampe for diverse danske unglandshold (U19, U18, U17 og U16) med ni scoringer til følge.