Aarhus 1900-løber skal til sit første VM i legendarisk distance: »Det bliver så fedt«
38-årige Karen Ehrenreich har trods kræftsygdom og blot syv års erfaring løbet sig ind i maraton-eliten. På lørdag debuterer hun til VM i Budapest og drømmer om OL i Paris til næste år.
En stor drøm går i opfyldelse for Karen Ehrenreich på lørdag. Her deltager Aarhus 1900-løberen nemlig i sit første VM i maraton.
»Jamen, jeg glæder mig da helt vildt og ser virkelig frem til det. Det bliver så fedt at komme til at stå ved startstregen på lørdag,« fortæller hun til Din Avis Aarhus, da vi fanger hende på telefon fra Slovakiet.
Her er Danmarks bedste kvindelige maraton-løber til en såkaldt pre-camp for at forberede sig optimalt sammen med nogle af de andre danske deltagere. Hun skal blandt andet vænne sig til varmen, der stadig huserer syd for Danmark-.
At hun overhovedet kan deltage til et VM er noget af en bedrift, hvor der sker benhårde prioriteringer i dagligdagen.
Den 38-årige kvinde snørrede først for alvor løbeskoene i en ret sen alder.
»Jeg startede først med at løbe som 31-årig, efter en af mine veninder spurgte, om jeg ville løbe et halvmaraton sammen med hende. Jeg lavede absolut ingenting inden for nogle former for sport, og jeg røg faktisk også mange cigaretter,« erindrer hun.
Halvmaratonløbet gik så godt, at hun meldte mig ind i Aarhus 1900 Atletik og Motion året efter, fordi hun ville prøve at se, om hun kunne løbe den legendariske distance på 42,195 kilometer.
»Så jeg er hurtigt blevet bidt af løb. Og jeg tror bare, jeg har en helt særlig passion for det. Jeg synes, det er helt vildt dejligt at få løbeskoene på. Og jeg nyder det og har det sjovt med det. Jeg elsker virkelig at løbe, og så har jeg selvfølgelig også været vedholdende og seriøs de seneste par år,« fastslår Karen Ehrenreich, der er født og opvokset i Kolind på Djursland.
Kræftsyg
Hun måtte dog helt ned og vende i foråret 2021, hvor hun blev diagnosticeret med brystkræft, men her blev hun ved med at løbe så meget som muligt, og det var med at holde humøret oppe, og et EM i horisonten var med til at motivere. Efter to operationer samt kemobehandlinger er hun i dag konstateret kræftfri.
»Det har været nogle hårde betingelser at løbe under, og det er under to år siden, at jeg afsluttede min kemobehandling. På en måde er jeg stadig i en opbygningsfase efter mit cancerforløb, men det er gået overraskende godt,« siger hun.
Karen Ehrenreich er så god i det lange løb, at det er blevet til flere danmarksmesterskaber på distancen – senest i år, hvor hun løb den syvende hurtigste tid for en dansk kvinde nogensinde. Tiden var også den hurtigste i 20 år.
Og i februar løb hun sin hurtigste tid i Sevilla i tiden 2 timer 34 minutter og 17 sekunder.
Har du fortrudt, at du ikke havde kommet i gang med at løbe noget tidligere?
»Nej, det har jeg faktisk ikke. For så har jeg jo også fået mange andre oplevelser. Jeg har jo haft en ganske almindelig ungdom med alt det, der hører sig til,« siger hun.
Karen Ehrenreich arbejder som privatkunderådgiver i Jyske Bank i Aarhus C, hvor hun også bor.
»Jeg skal ret tidlig op om morgenen for at få løbet mine ture, og så er jeg nødt til at lægge en del af træningen i weekenderne,« siger Karen Ehrenreich, som typisk løber 125 kilometer om ugen.
At det så kan lade sig gøre, tilskriver Karen Ehrenreich sin kæreste.
Han interesserer sig meget for træning og løber selv et par ture om ugen. Han er den, som tilrettelægger min træning og giver hverdagen struktur. Jeg vil nok sige, at han er hovedårsagen til, at jeg er blevet så god på så kort tid,« forklarer Karen Ehrenreich.
Efter VM i Budapest er Karen Ehrenreichs næste store mål OL til næste år i Paris.
»Kvalifikationsperioden til OL er faktisk allerede startet. Så man kan både kvalificere sig på tid og via verdensranglisten. Det er selvfølgelig klart, at det er stor drøm for mig at kvalificere mig til OL. Det bliver svært, men det er da helt sikkert noget, der skal have et skud. Og jeg kan se, at der er flere, som topper i maratondistancen, når der er over 40 år. Det er meget inspirerende for mig,« lyder det fra VM-debutanten.